Du kan se alle Bakken Bears' europæiske kampe på hjemmebane live og gratis på ekstrabladet.dk.
Det er hverken fordi, at Minsk eller for den sags skyld Hviderusland i basketballmæssig forstand er skræmmende.
Alligevel vil de 17-dobbelte danske mestre Bakken Bears gerne undgå at spille i et af Europas mest lukkede lande.
Det er af praktiske grunde.
Bakken Bears har to afrikanske spillere, Tylor Ongwae og Michel Diouf fra henholdsvis Kenya og Senegal, og de skal modsat resten af det danske mesterhold have visum for at spille i Hviderusland.
Et visum skal hentes i enten Berlin eller Helsinki.
Det er først om en uge, at bjørnene fra Aarhus vil kende modstanderne i anden runde af gruppespillet.
Den fortsatte deltagelse i Europa Cup'en kom i aftes i hus i en ny gyser.
Opgøret mod finske Kataja blev langt mere nervepirrende end forventet, og det lignede, at bjørnene ville misse den første af de to matchbolde til deltagelse i næste runde.
Aarhusianerne gik ellers til pause med en 14 points føring og en forventning om at kunne cruise sig videre.
Den solide føring blev hurtigt smidt væk, og finnerne førte faktisk indtil under tre minutter tilbage, Da fik landsholdsspiller Darko Jukic med en tre'er slået et meget lille hul, men stort nok til en anden landsholdsspiller Adama Darboe med otte sekunder tilbage med to straffescoringer kunne slå 85-82 sejr fast.
Dermed vil Bakken Bears slutte som enten nr. 1 eller nr. to i gruppen, hvorefter der laves grupper på kryds og tværs, og før sidste runde om en uge, ser det ud som om at enten nr. 1 eller nr. to skal til Hviderusland.
- Vi vil gerne undgå visumbesværet, selv om vi har gode erfaringer med at rejse til landet, siger sportsdirektør Michael Piloz.
Sidstnævnte kunne sammen med resten af staben på bænken anført af cheftræner Steffen Wich først ånde lettet op, da slutsignalet lød.
Finnerne havde bolden til slut og kunne med en tre point scoring have tvunget Bakken Bears ud i ekstra tid.
Sejren i den finske universitetsby Joensuu betød som nævnt videre deltagelse og endnu mere travlhed med yderligere seks internationale onsdagskampe, to før jul og fire i starten af det nye år.
Inden da skal gruppespillet sluttes af om en uge mod Legia Warswaza.
Årets spiller Ryan Evans blev topscorer for Bakken Bears med 21 point, mens nyerhvervelsen Nimrod Andrew Hilliard IV og Darko Jukic hver scorede 14 point.
Syv sekunder før tid: Dansk gysersejr i hus