Der kan endelig sættes punktum på en af de mere spøjse dopingsager i hestesporten.
Tilbage i sommeren 2017 blev distancehesten FYF Dutch – redet af den amerikanske rytter Nicki Meuten – testet positivt for stoffet O-Desmethyl Venlafaxine, som er et antidepressivt middel, der fremkommer på rideforbundet International Equestrian Federations liste over forbudte midler.
Nu er sagen behandlet, og Nicki Meuten kan sammen med sin konkurrencehest ånde lettet op. Det skriver mediet The Sports Integrity Initiative
Hesten er frikendt, efter det viste sig, at indtaget af det forbudte stof skete, mens hesten græssede på en mark under et 160 kilometer langt konkurrenceløb i Canada.
På marken var der også tømt en septiktank med affaldsstoffer fra eksempelvis spildevand og slam fra en pigespejderlejr i nærheden.
Rytterne red lige forbi septiktankene på trods af advarselsskilte fra pigespejderne. Nicki Meuten havde ellers forbudt sin hest at græsse i området, men hesten var både tørstig og sulten.
Det vides ikke, om hesten indtog stoffet ved at drikke spildevand eller spise græsset i nærheden af septiktankene, men FEI vurderer, at hest og rytter er uskyldig, da indtaget skete på forurenet grund.
Det antidepressive middel gav ellers FYF Dutch gode ben. Hesten endte med at vinde det lange distanceløb i Canada.