DR Sporten frygtede blodbad: Sådan gik det

Tre rutinerede journalister stopper frivilligt, mens freelancerne får mindre at lave, forklarer DR's ledelse

Det har været en forfærdelig uge for de ansatte i Danmarks Radio.

Flere hundrede er blevet afskediget, medarbejderne er gået i strejke, og flere programmer er udgået som følge af den aktuelle krise.

Et af de steder, hvor ledelsen efter den politiske beslutning om at stramme DR’s budget betragteligt valgte at sætte ind, var sportsredaktionen.

Og der bliver tale om en stramning, hvor eksempelvis de daglige nyhedsudsendelser forsvinder fra tv.

Men egentlige fyringer slipper man for.

Det erfarer Ekstra Bladet.

Tre medarbejdere har valgt at tage imod frivillige aftrædelsesordninger, mens de tilknyttede freelancejournalister i denne uge har fået besked på, at man fremover ikke vil kunne tilbyde samme mængde arbejde som før.

Se også: Efter 40 år - DR-stjerne færdig på sporten

- Det siger sig selv. Vi bliver mindre. Det er politisk bestemt. Vi vil få færre opgaver, og derfor vil der være mindre at lave, siger Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR, til Ekstra Bladet.

LIGA uændret i halvandet år
Han tilføjer, at DR Sporten fra 1. januar stopper alle nyhedsudsendelser på tv, men at man stadig har masser af rettigheder.

- Vi fortsætter med LIGA på P3, som vi kender det fra i dag. Og vi har det store sportsshow i Herning og VM i håndbold, siger han med henvisning til to begivenheder, der finder sted allerede i januar – og som ikke bliver berørt af besparelserne.

Der har været rygter om, at LIGA skulle nedlægges, og at sport på P3 udelukkende skulle centreres om Superliga-dækningen, der ikke bliver berørt af besparelserne.

Sådan bliver det ikke. Endnu.

Først fra sommeren 2020, hvor dækningen primært kommer til at ligge i weekenden, mens det selvfølgelig fortsætter i midtugen, når der er tale om eksempelvis dansk deltagelse i Europa Cup'en.

- Nu vil vi i den nærmeste tid sætte os ned og gå i ideudviklingsmode.

Anders Kern Boje tilføjer, at man i højere grad vil forsøge at integrere de væsentligste sportsnyheder i eksempelvis TV-avisen – og henviser til den verserende konflikt mellem Spillerforeningen og DBU, der har præget A-landsholdet de seneste mange uger.

- Her så vi jo Henrik Liniger udtale sig på så godt som alle DR-kanaler. Det er en del af modellen. Og mere i takt med tiden, siger han med henvisning til, at sportsnyhederne, når de er store nok når ud over sportens platform.

DR's spareplan er en konsekvens af det seneste medieforlig, hvor DR blev pålagt at spare 20 procent på budgettet.

I alt skal 382 stillinger nedlægges.

Se også: Pione blev flået ud: - Har lært mig selv at fortrænge negative tilråb

Se også: Stod bag fodbold-revolution: Nu er det slut for legenden

Se også: Tysk storklub jagter dansk PL-stjerne: Her er hans klare besked

87 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere