I 2013 blev Camilla Pedersen den helt store sportshistorie.
Triatleten styrtede på cykel, pådrog sig meget alvorlige kvæstelser og endte i koma i 19 dage. Hun kom sig, og syv måneder senere gjorde hun miraklet helt komplet og vandt VM.
Den ekstraordinære præstation gav hende titlen som Årets Sportsnavn 2014, og solstrålehistorien tog de danske sportsfans med storm.
Men en, der ikke nødvendigvis klappede i hænderne, var Michelle Vesterby. Hun og Pedersen er jævnaldrende og kæmpede i mange år om de samme titler - og det lykkedes da også at slå 'Mirakel-Camilla'.
Mirakel-Camilla er kåret til ’Årets Sportsnavn’
I bogen, som Vesterby udgiver 22. oktober, fortæller hun om forholdet til konkurrenten, som startede betændt.
- Der var drama og gode historier at hente i at skabe et Team Camilla og et Team Michelle. Jeg er på ingen måde bange for at indrømme, at jeg har været jaloux på hende. Selv på de muligheder og den opmærksomhed, som hendes tragiske ulykke gav hende, skriver hun i bogen med titlen 'Keep Smiling'.
- Det er jo helt skørt, men sådan var det, og det står jeg gerne ved. Vi var altid høflige over for hinanden og ønskede selvfølgelig skiftevis hinanden tillykke, når en af os lavede et godt resultat, men altid med den der påtagede venlighed, der præger et forhold, som ikke når så dybt.
Nu er forholdet anderledes nært:
Ændret i Mexico
I dag er de to blevet veninder, men det krævede tid - og især en tur til Mexico ændrede forholdet.
- Der var intriger i sporten, ligesom der jo også er på arbejdspladser andre steder. Men det var bare gennemgående frustrerende og støjende, siger Vesterby til Ekstra Bladet om al opmærksomheden, der gik til Pedersen.
- Hvordan ændrede jeres forhold sig så?
- Vi var i Mexico, hvor det kun var os to. Vi var sammen om alt fra at reparere cykler til at håndtere nervøsiteten før løbet. Vi kom tæt på hinanden, og så lavede vi faktisk også en aftale: Hvis en af os kom i mål som nummer et og den anden som nummer to, så ville vi dele pengepræmien.
- Der sker så det, at vi løber sammen, og pludselig stikker hun. Jeg prøver at finde mit eget tempo, og hun går kold længere fremme. Jeg overhalede hende, og hun blev også overhalet af en anden, så hun kun blev nummer tre. Så jeg tog alle pengene, siger Vesterby med et grin.
- Vi havde mange gode snakke dernede, og det var specielt for os, at vi kun havde hinanden.
Der var plads til dem begge, og Vesterby er i dag virkelig glad for, at hun har fået mere indsigt og kan glæde sig på andres vegne. Men venskabet fungerer bedst, når hun kommer først, for hun er stadig konkurrencemenneske med stort 'K'.
Kravlede gennem fodboldværts vindue: Stjal for 1,1 mio.