Eksperter: Det burde fuldstændig forbydes

Kontroversielle billeder af Andreas Helgstrand er gået verden rundt – tysk professor og fransk dressurlegende analyserer, hvad der foregår på billederne og i dressursporten

Billeder som dette, taget i den svenske by Falsterbo i juli, har fået diskussionen om 'rollkur' til at blusse op igen i det globale ridesportsmiljø. (Foto: Crispin Johannessen)
Billeder som dette, taget i den svenske by Falsterbo i juli, har fået diskussionen om 'rollkur' til at blusse op igen i det globale ridesportsmiljø. (Foto: Crispin Johannessen)

’Heste bruges i stigende grad som slaver for at opnå hæder.’

Sådan betegnede fransk dressurridnings grand old man, oberst Christian Carde, i et interview i 2010 den moderne dressur.

2015 har indtil videre bekræftet Carde, selv tidligere international rytter, landstræner for Frankrig og leder af det berømte Cadre Noir, det franske militærs rideakademi: sporten er på vej i den forkerte retning.

Først var der sommerens EM i Aachen, hvor tre heste matte udgå, en af dem med blod i munden, en anden, fordi den flere gange stillede sig på bagbenene i protest.

Se også: Skandale ved EM i dressur: Forpinte heste udgået på stribe

I sidste uge dukkede så billeder op af den danske stjernerytter Andreas Helgstrand.

De knap 80 billeder, der viser Helgstrand varme sin hest, Tørveslettens Stamina, op før FEI Nations Cup i Falsterbo i Sverige, blev delt knap 50.000 gange på facebook efter publiceringen på hjemmesiden epona.tv – og nåede således ud i alle afkroge af hestemiljøet, hvor de blev diskuteret i harmdirrende vendinger.

Se også: Dyremishandling? Dansk dressurstjerne i ny shitstorm

Det er brugen af det, mange vurderer som ‘rollkur’ eller ‘hyperfleksion’, der deler vandene. Metoden, hvorved hesten hoved ved hjælp af tøjlerne trækkes ind mod brystet, er forbudt i sporten, hvis de udføres med ’aggressiv magt’. Metoden bruges alligevel hyppigt af mange ryttere, både i træning og opvarmning, hvor det så hedder sig, at hesten gør det frivilligt, fordi den er trænet til det.

Den internationale hestesportsunion, FEI, reagerede hurtigt på sidste uges billeder fra Falsterbo. I et brev til Ekstra Bladet kaldte generalsekretær Sabrina Zeender dem for ’ekstremt foruroligende’ og lovede, at der ville blive sat gang i en undersøgelse af episoden.

Se også: Internationalt forbund: Ekstremt foruroligende billeder

Christian Carde tvivler dog på, at der vil komme noget ud af undersøgelsen.

- Hvis FEI mener, billederne er ’foruroligende’, så deler jeg den holdning. Men jeg er ret sikker på, at der ikke kommer noget ud af det, siger den 76-årige til Ekstra Bladet – en skepsis overfor FEI, som deles mange steder i ridesporten.

- Rollkur bliver fordømt af dyrevelfærdsorganisationer, og jeg er enig med dem på det punkt. Alt, hvad der kommer i nærheden af den hårdhændede metode, der kendes som rollkur, og som opnås med magt, er med sikkerhed smertefuldt for hesten. Fra et historisk perspektiv er hyperfleksion af hestens hals blevet fordømt og set som forkert gennem århundreder, konstaterer Carde.

Professor: Noget er galt
Også den tyske professor Uta König von Borstel fra Georg-August-Universität i Göttingen er kritisk over for Helgstrands ridning af Tørveslettens Stamina. Von Borstel har forsket i hestevelfærd, og specifikt i rollkur og hyperfleksion.

Som mange andre eksperter er hun varsom med at kalde Helgstrands ridning for rollkur eller hyperfleksion, eftersom den slags kan være svært at bedømme ud fra stillbilleder – men der er afgjort noget galt på billederne, mener professoren.

- Det er teoretisk set muligt, at der var en eller flere særlige situationer, hvor det – for hestens og rytterens sikkerhed – var påkrævet, at han brugte tøjlerne hårdhændet for at forhindre hesten i at springe. Men man må overveje, om hesten og/eller rytteren er i form til at konkurrere på dette niveau, hvis den slags situationer opstår, siger von Borstel.

En af de situationer, hvor Helgstrand kan forklare sig med, at han måtte tage hårdt fat for at undgå en farlig situation. (Foto: Crispin Johannessen)
En af de situationer, hvor Helgstrand kan forklare sig med, at han måtte tage hårdt fat for at undgå en farlig situation. (Foto: Crispin Johannessen)

- Hvis billederne ikke bare er et udtryk for særlige situationer, men er en mere eller mindre regulær del af hestens opvarmning eller træning, så kan der være to grunde til, at disse positioner er et brud på FEI’s regler for dressur.

- Enten er hesten ikke blevet trænet ordentligt til at reagere på signaler fra tøjlerne, og den bør derfor trænes noget mere for at reagere på lette signaler, så den sænker tempoet – eller også kommunikerer rytteren ikke på korrekt vis sine start- og stop-signaler, bruger dem samtidigt, hvilket forvirrer hesten og skaber konflikt. Hvis det er tilfældet, kunne rytteren have gavn af mere træning, lyder kritikken fra Borstel.

FEI har det endelige ansvar
Både Carde og von Borstel mener, at FEI i sidste ende er ansvarlig for, at heste mishandles i sporten. Der er i højere og højere grad blev lagt vægt på spektakulære opvisninger, som kræver, at hesten tvinges til at gøre ting, den ikke naturligt har tilbøjelighed til, forklarer Carde.

- Rollkur gjorde sin entre i sporten i 1990’erne, og metoden er blevet udviklet betydeligt siden begyndelsen af 00’erne, hvor dressurrytterne brugte metoden til at opnå højere karakterer, forklarer Carde.

De højere karakterer i dressuren understøttes af den række af verdensrekorder for sammenlagte scorer, der er sat efter år 2000, ikke mindst af verdens dyreste hest, Totilas, der dog ved det nyligt afholdte EM måtte trækkes fra den individuelle konkurrence som følge af skader. Den 100 millioner kroner dyre hest er siden blevet pensioneret af sine ejere.

Oberst Carde har en opfordring til FEI.

- Når hovedet trækkes ind forbi den lodrette linje, er det mestendels en fejl i almindelighed. Det regnes for fysisk og mental skadeligt for hesten, og derfor bør FEI fuldstændig forbyde det.

Andreas Helgstrand har før været i skudlinjen for brug af rollkur. I 2014 blev han frikendt i en dyreværnssag, blandt andet fordi fotografen fra degang ikke ville stå frem med navn. Fotografen, der tog billederne i Falsterbo i juli 2015, står dog gerne frem med navn. (Foto: Crispin Johannessen)
Andreas Helgstrand har før været i skudlinjen for brug af rollkur. I 2014 blev han frikendt i en dyreværnssag, blandt andet fordi fotografen fra degang ikke ville stå frem med navn. Fotografen, der tog billederne i Falsterbo i juli 2015, står dog gerne frem med navn. (Foto: Crispin Johannessen)
 

- Som det er nu, er der en 10-minutters-regel, hvor rytteren har lov til at varme hesten op til internationale konkurrencer i den overspændte position. Det bedømmes af stewarder, som desværre ikke er strenge og konsekvente nok, siger Carde.

Også von Borstel mener, at FEI bør forbyde metoden fuldstændig. I en nylig udgivet rapport om rollkur og hyperfleksion – udgivet af International Society for Equine Science (ISES) – som Borstel er medforfatter på, konstateres det, at der ikke er brug for mere forskning på området. Metoden er simpelthen skadelig for hesten.

- Når man overvejer dels den gymnastiske effekt og dels skaden på hestens velfærd, er der meget lidt grund til at betragte ekstreme/hyperfleksede hoved og halvpositioner som acceptabel praksis, konstateres det i rapporten, som er en sammenfatning af den forskning, der præsenteres i de i alt 55 videnskabelige rapporter, der er udgivet om emnet rollkur/hyperfleksion. Se ISES-rapporten her.

Helgstrand: Vi bruger ikke tvang eller vold
Den danske dyrlæge Lene Kattrup, der er medlem af Etisk Råd, er ikke i tvivl om, at billederne fra Falsterbo viser et overgreb på hesten.

Kattrup sammenligner desuden kontinuerlig brug af rollkur med en form for tortur:

- Det er for en hest en meget unaturlig og ubehagelig stilling, som den af egen drift altid kun ville indtage ret kort tid ad gangen fx for at klø sig. Hvis et dyr i længere tid bliver tvunget til permanent at befinde sig i en unaturlig stilling, hvor led og muskler samt sener strækkes til det yderste, vil det medføre smerter, angst og lidelse.

- Vi behøver blot at tænke på, at det at blive anbragt i en unaturlig ekstrem stilling i længere tid, er blevet brugt til tortur af mennesker, skriver Kattrup.

Hele Kattrups vurdering af billederne kan ses herunder:

Se også: Dyrlæge: Det er en overtrædelse af loven

FEI har ikke ønsket at svare på eksperternes kritik, eller oplyse, hvornår en afgørelse på Helgstrand-sagen kan ventes. Forbundet oplyser, at man holder stormøde i oktober, hvor man – endnu engang – vil diskutere emnet rollkur/hyperfleksion.

Andreas Helgstrand mener ikke, at det, der foregår på billederne har noget med rollkur at gøre.

-- forhindrer allerede den tidsmæssige definition på rollkur. Billederne, der som du kan se, hvis du printer dem et for et, er optaget med meget kort mellemrum, viser momenter under opvarmningen i galop, og hvor hesten frisk springer frem og jeg bremser den, skriver Helgstrand til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Den her form for debat og dokumentation er under lavmålet. Ekstra Bladet kunne i stedet facilitere en debat om dressursportens skønhed og om de bedømmelseskriterier rytterne verden over rider efter, i stedet for at løbe efter dem, der vil sælge abonnementer på usagligt grundlag og drive personhetz, skriver Helgstrand, der også bemærker, at FEI’s stewards intet havde at udsætte på hans ridning under opvarmningen i Falsterbo.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen