Jeg var altid på det modsatte hold af Kobe.

Jeg valgte rivalerne fra San Antonio Spurs omkring årtusindeskiftet, da jeg begyndte at se NBA. Jeg valgte dem over Los Angeles Lakers, for jeg syntes, stilen var for selvisk - især fra Kobe Bryants side.

Et tiår senere, da jeg selv var stoppet og i stedet blevet træner, kørte jeg så i bus til de nordiske mesterskaber i Stockholm og skulle slå tiden ihjel. En coach-kollega spurgte, om jeg ville se dokumentaren ‘Kobe Doin’ Work.’

Jeg så den og ændrede mit syn.

Sådan som det ofte sker, når man lærer folk bedre at kende.

Han var der virkelig for sine holdkammerater og studerede spillet, som få andre var i stand til. Hans videosessioner med legendariske Phil Jackson var så inspirerende.

Ikke bare for en ung træner, der skulle lære nogle rødder fra Åbyhøj at spille, men også rent menneskeligt.

I slutningen af Kobes karriere satte jeg mere pris på ham. Kreativiteten og spilforståelsen. Han var den udøver, der i spillestil mindede mest om Michael Jordan, som jeg betragter som den største nogensinde. Ustoppelig i angrebet og overrraskende god i forsvaret, når han prioriterede det.

Da han så skulle sige endeligt farvel til NBA tilbage i 2016, besluttede jeg at blive oppe til sent på natten.

Den helt rigtige beslutning.

Klokken alt for tidligt hoppede jeg i stuen til de sidste ti af hans 60 point. Han havde skudt 50 gange i kampen, hvilket er en absurd mængde.

Han fældede en tåre, da det hele var forbi, men jeg græd tusindvis af kilometer væk.

Så alt det, jeg ikke havde kunnet lide fra starten, blev okay med tiden, for jeg blev klar over, hvor STOR han var.

Tidligere på dagen, hvor det kom frem, at han var død, havde jeg diskuteret med nogle venner, om det virkelig var så stor en historie, at LeBron James havde overhalet Kobe som nummer tre på den historiske scoringsliste. De så det som indlysende, når nu LeBron var kommet så langt.

Jeg var lige ved at ytre, at Lebron kunne have kommet galt af sted dagen før og ikke nået det, og så ville hans plads i historien måske være anderledes. Det gjorde jeg ikke, for det er en frygtelig tanke.

Lidt senere blev den til frygtelig virkelighed for Bryant. Jeg var helt i chok, da min kollega ringede til mig og fortalte det.

Kobe har haft sine skandaler. Anklaget for voldtægt tilbage i 2003, hvor han endte med ikke at tilstå, men undskylde, og sagen blev droppet.

Hans fejde med holdkammeraten Shaquille O’Neal var heller ikke køn, og de to kunne have drevet det til meget mere, hvis de havde kunnet enes.

Men Kobe blev bedre med alderen, og det var alt for tidligt, han døde. Han nåede mere på sine 41 år, end de fleste når på et fuldt liv.

Jeg håber, der findes en basketballkurv et sted i himlen. I så fald er jeg helt sikker på, at han finder den.

PS. Læs Kobes egen kærlighedserklæring til spillet ‘Dear Basketball’ på Players Tribune. Du bliver ikke skuffet.

Du kan følge helikopterens rute her ved at trykke på punkterne:

Sport og Spil Så ekstremt rig var Kobe Bryant