Europæisk OL-kvalme: En ansigtsløftning til 65 milliarder

65 milliarder kroner har Aserbajdsjans enerådende præsident brugt på legene, som skal tjene til at give det med rette udskældte styre et pænere ansigt

Oliepumperne kører døgnet rundt og er med til at sikre, at præsident Aliyev kan bruge milliarder på sit propagandashow. Foto: Ole Steen
Oliepumperne kører døgnet rundt og er med til at sikre, at præsident Aliyev kan bruge milliarder på sit propagandashow. Foto: Ole Steen

BAKU (Ekstra Bladet): På de afsvedne marker står de blå boretårne og hugger i en uendelighed. Der er hundredvis af dem. I baggrunden anes konturerne af Baku, Aserbajdsjans hovedstad, som de næste 16 dage er vært for det første europæiske OL.

Olien er forklaringen på det hele. På hvordan det kan lade sig gøre for et udemokratisk og diktatorisk styre at sikre sig årets største sportsbegivenhed.

Hele 65 milliarder kroner har landets enerådende præsident, Ilham Aliyev brugt på legene, som skal tjene til at give det med rette udskældte styre et pænere ansigt. Det er tvivlsomt, om det hjælper.

Hotel med butlere
Men han er kommet langt med sine penge. Og mange er til salg. Blandt andet er det lykkedes ham at indrullere hele den centrale kerne bag Englands vellykkede OL i 2012.

Horden af englændere har han i to år indlogeret på det femstjernede Fairmont Hotel i Baku. Selvfølgelig med den smukkeste udsigt over Det Kaspiske Hav. På hotellet er der butlere til rådighed, således at de engelske specialister på alle måder har kunnet føle sig hjemme. Skulle det lige være en kop te mere.

Oliemilliarderne har også lukket munden på magteliten i Den Europæiske Olympiske Komité. Her sidder også formanden for Danmarks Idræts Forbund, Niels Nygaard, som ikke mener, at man skal blande sport og politik.

Hans formand er ireren Patrick Hickey, som først forsøgte at afsætte Europæisk OL til den kommunistiske diktator i Hviderusland, Alexander Lukasjenko. Men han var løbet tør for penge. Derfor vendte Hickey sig i stedet mod Aserbajdsjan, som kun marginalt bliver slået af Nordkorea, når det kommer til at overtræde menneskerettighederne.

Politibetjente turde ikke trække vejret
Det har betydet, at Ilham Aliyev har fået organisationer som Human Rights Watch og Amnesty på nakken. Svaret fra styret i Baku har været fortsat at fængsle systemkritikere og at forhindre repræsentanter for de to organisationer i at rejse ind i Aserbajdsjan.

Med 25 meters mellemrum står soldaterne i den stegende varme og passer på pressen i Baku. Foto: Ole Steen Anden sport - 10. jun. 2015 - kl. 14:00 Vanvid ved europæisk sports-show: Folk er flygtet og fængslet

Også udenlandske journalister har fået det røde kort. Stadig uden at de europæiske sportsledere har hævet røsten.

Ingen skal ødelægge præsidentens store og dyre arrangement. Derfor har han også udkommanderet en hær af betjente og soldater. Overalt i byen er de synlige, og ved stadionanlæg, den olympiske landsby og selv ved pressehotellet, er det som at bo i et fort. Vi er totalt pakket ind.

At det er alvor, fik vi et bevis på i aftes, hvor et kompagni fra politiet, let genkendelige på deres grå jakkesæt, foran hotellets indgang fik en opsang, så ingen af dem så meget som turde trække vejret.

Ilham Aliyev sparer altså ikke på pengene i den her situation, og han er også en gavmild herre. Han betaler alle udgifter for de 6000 atleter. Det er set før ved et OL.

Mange kommer for pengenes skyld
Men Aliyev lokker også med flotte præmiepenge. Det er ikke set før i olympisk sammenhæng, og er absolut ikke noget, som huer den danske delegationsleder i Baku.

Navnet er Morten Rodtwitt, og han styrer danernes lejr i den flotte olympiske landsby, som består af 13 højhuse og en fælles spisesal, som kan klare 2000 sultne sportsfolk ad gangen. Både der og i de øvrige fællesarealer er der alt, hvad atleterne har brug for før og efter deres konkurrencer.

Morten Rodtwitt er ikke begejstret for præmiepengene. Foto: Ole Steen
Morten Rodtwitt er ikke begejstret for præmiepengene. Foto: Ole Steen

– Jeg under vores sportsfolk alle de penge, som de kan skaffe sig, men der er ingen tvivl om, at mange deltager her ved legene på grund af de 2,5 millioner euro, (18,5 millioner kroner, red.) som er i præmiepenge. Og det er ikke i overensstemmelse med den olympiske ide, siger Morten Rodtwitt.

68.000 til forlorent show
Da Ekstra Bladet var forbi lejren i går, var kun få danskere nået frem, men når de lander på deres værelse, vil de opleve, at Morten Rodtwitt på sengebordet har placeret en folder fra Amnesty International, som præcist fortæller, hvor grusomt styret i Baku optræder.

På folderens forside bringes et citat fra det olympiske charter:

’Enhver form for diskrimination på grund af race, religion, politik, køn eller andet er uforeneligt med at tilhøre den olympiske bevægelse’

Alligevel vil tusindvis af atleter og 68.000 tilskuere i morgen på National Stadium deltage i åbningsceremonien ved Ilham Aliyevs dyrt betalte og forlorne sportsshow.

Musikken og larmen fra fyrværkeriet vil igen for en stund overdøve protesterne. Men den dårlige smag i munden forsvinder ikke.

Fakta: Europæisk OL i Baku

Det europæiske OL i Baku er endnu et eksempel på, hvordan elendige regimer med manglende respekt for demokrati og menneskerettigheder køber sig til international anerkendelse ved at opføre milliarddyre store sportsbegivenheder.

Ekstra Bladet er taget til Baku i et forsøg på at afdække endnu et forfærdeligt og sygt indslag i den internationale idrætsverden. De danske idrætsudøvere må derfor denne gang finde sig i at spille en mindre fremtrædende rolle.

Europas OL i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, er det første af sin art. Legene åbnede 12. juni med en stor ceremoni på National Stadium med plads til 68.000 tilskuere. Afslutningsceremonien finder sted 28. juni.

Der er 20 idrætsgrene på programmet i Baku.

Det danske hold består af 63 atleter. De mest kendte er badmintonspillerne Mathias Boe og Carsten Mogensen, verdensmesteren i bueskydning, Maja Jager, verdensmesteren i skeetskydning, Jesper Hansen, bryderen Mark O. Madsen, kajakroeren, René Holten Poulsen, cykelrytteren Rasmus Quaade og gymnasten Helge Wammen, som dog nok er mest kendt for sin medvirken i ’Vild med dans’.

I alt vil godt 6000 atleter fra 50 lande stille op. De mange atleter får følgeskab af 3000 trænere og ledere, og når det hele lægges sammen, vil OL i Baku blive årets største sportsbegivenhed.

I enkelte discipliner er der billetter på højkant til det rigtige OL i Rio i 2016. Det gælder blandt andet i landevejscykling, bordtennis, skydning og bueskydning.

I andre sportsgrene er det kun amatører og juniorer, der må deltage. Det gælder således svømning, hvor kun juniorer er med, og atletik, hvor kun atleter fra den internationale tredje division må lege med.

Det er på mange måder et underligt OL, som er uden roning, fodbold og håndbold, som ellers kunne være interessant set med danske briller.

Til gengæld bydes der på strandfodbold, basketball tre mod tre og vandpolo.

Som noget nyt har værterne med accept fra Den Europæiske Olympiske Komité indført præmiepenge. Det er for at lokke atleter til. Guld belønnes med 6000 euro (45.000 kr.), sølv med 4000 og bronze med 2000. Det strider mod det olympiske charter, hvor der står, at det sportslige skal være incitamentet til at deltage.

Der er akkrediteret 1300 journalister til legene. Heraf er de 600 fra Aserbajdsjan. Meget godt klaret af en nation uden en fri og uafhængig presse.

TV2 Sport sender fra legene i Baku.

De Europæiske Lege skal afvikles hvert fjerde år, og antallet af discipliner kan ændre sig fra gang til gang.

Seks byer har søgt om at blive den næste vært i rækken i 2019. Amsterdam har længe været favorit, men hollænderne trak sig. To byer har meldt sig til at tage over efter Holland. Disse er endnu ikke offentliggjort.

20 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere