Skandalen vokser og vokser og vokser.
Onsdag kom dommen, der i den grad skriver Larry Nassar ind i et forfærdeligt kapitel i amerikansk sportshistorie: 175 års fængsel for seksuelle overgreb på kvinder og piger.
Såvel dommeren som adskillige vidner undervejs i den opsigtsvækkende retssag har fordømt gymnastiklægen Nassar.
Under strafudmålingen sagde dommer Rosemarie Aquilina:
- Jeg har netop underskrevet din dødsdom. Jeg mener ikke, du forstår, at du er til fare for andre, og du fortsat vil være det, sagde hun i sin begrundelse for den lange fængselsdom.
- Jeg ville ikke sende mine hunde hen til dig, kom det iskoldt.
Adskillige verdensberømte OL-gymnaster med Simone Biles i spidsen har anklaget Nassar og påstået, at skandalen og det voldsomme antal overgreb kunne være undgået, hvis ellers andre havde lyttet og ikke arbejdet for at tie sagen ihjel.
Forblev tavs
I retten henvendte et af ofrene, Kaylee Lorincz, sig direkte til Nassar:
- Jeg håber bare, at når du får chancen for at tale, du fortæller os, hvem der vidste hvad og hvornår. Hvis du i sandhed ønsker, at vi skal komme os helt, så gør du det her for os, sagde hun.
For nogen har vidst noget. En læge på et stort universitet kan ikke i flere årtier havde forbrudt sig mod talrige sportsudøvere, uden andre personer med autoritet på såvel universitet som i det amerikanske gymnastikforbund har haft kendskab til det.
Men Nassar tav.
Da han fik muligheden for en sidste bemærkning, inden strafudmålingen, var der ingen navne, der svævede over hans læber.
Lorincz havde specifikt anmodet Nassar om at forholde sig til flere navngivne personer på universitetet, Nassars tidligere chef, William Strampel, tidligere gymnastiktræner Kathie Klages og Nassars tidligere kollega Brooke Lemmen.
Hun ville også gerne vide, om John Geddert, ejer af Twistars - en gymnastikklub, hvor Nassar behandlede sine patienter, vidste noget.
Og se så her:
William Strampel, der er på orlov - dog fortsat ansat af universitetet - har aldrig fulgt op på en undersøgelse fra 2014 med Larry Nassar i centrum. Kathie Klages trak sig fra sit job, da det kom frem i retten via flere vidneudsagn, at hun direkte havde advaret og truet piger med at melde Nassar.
Brooke Lemmen indgav også sin opsigelse, da hun stod foran fyring efter at have flyttet dokumenter fra en klinik på universitet - på Nassars opfordring.
Og John Geddert, der også har været træner for de olympiske udøvere, blev mandag suspenderet.
Tal om en skandale.
Og chokket er stort. Dels på grund af antallet og krænkelserne. Men også fordi Nassar, inden skandalen begyndte at rulle sidste sommer, var vellidt og kendt som en humørspreder - og i øvrigt voldsomt dygtig læge,
I december blev han idømt 60 års fængsel for besiddelse af mere end 37.000 videoer og billeder af børnepornografisk karakter på sin computer.
Rektoren træder tilbage
Sagen har kastet en mørk skygge over det ellers velansete ungdomsprogram for amerikanske gymnaster, der har fostret adskillige verdensmestre og OL-guldmedaljevindere - og der er allerede foretaget høringer i senatet i kampen for at overvåge træninger og udøvere, så det kan undgås i fremtiden.
Nu venter en uafhængig undersøgelse af Michigan State University.
I første omgang er rektor Lou Anna Simon trådt tilbage.
Hun begrunder stoppet med, at hun som rektor er et naturligt fokus for vreden - og at skyld er et uundgåeligt begreb, når tragedier som denne bliver politiseret.
Ikke at hun havde så mange valgmuligheder.
Bestyrelsen havde inden meddelt hende, at hvis hun ikke selv sagde op, ville hun blive fyret.
Mandag trådte tre medlemmer af bestyrelsen i det amerikanske gymnastikforbund tilbage.
Nassar har erklæret sig skyldig i syv anklager og tilmed indrømmet, at have brugt sin stilling til at komme tæt på og misbruge pigerne, med dække af at det skulle være en medicinsk undersøgelse.
Onsdag stod han i retten og undskyldte sine gerninger og bekendtgjorde, at det havde rystet ham at høre de syv forurettede personer, da de fremlagde deres sag.
Nassar arbejdede for Michigan State University og det amerikanske gymnastikforbund, hvor de OL-gymnasterne trænede. Gennem fire olympiske lege var han udøvernes læge.
'Hvis blot en voksen havde lyttet'
Mange af de gymnaster, som Nassar nu er dømt for at have forgrebet sig på, har kritiseret universitet for direkte fejlhåndtering af tidligere klager mod netop Nassar. Deres påstand er, at overgrebene kunne være stoppet langt tidligere, hvis skolen havde reageret.
Skandalen er bare vokset og vokset i takt med, at verdensberømte gymnastikstjerner som Simone Biles, Aly Raisman, Gabby Douglas og McKayla Maroney er stået frem og fortalt deres historier.
- Hvis blot en voksen havde lyttet og havde haft modet og karakteren til at handle, så kunne denne tragedie have været afværget, sagde Aly Raisman under onsdagens retsmøde.
Hun er en af i alt 169 kvinder og piger, der har berettet om sexmisbrug af Nassar.
Den mest prominente er dog Simone Biles, der i Rio de Janeiro tog alle med storm og vandt fire guld- og en bronzemedalje. Også hun har anklaget Nassar og kom efter strafudmålingen med følgende tweet:
Til dommer Aquilina: TAK, DU ER MIN HELT
&
Opråb til alle de overlevende for at være så modige og tale som dronninger, som I er, mens I så på det monster. Han vil ikke længere have magten til at stjæle vores lykke og glæde. Jeg står sammen med jer alle sammen, skriver Simone Biles.
Det understreger den berømmelse, dommeren har fået med retssagen, hvor hendes udtalelser - især forbundet med strafudmålingen - har vakt opsigt.
- Efterlad jeres smerte her. Gå ud og gør fantastisk ting, sagde hun blandt andet.
- Det er et privilegium at dømme dig. Du fortjener ikke at færdes udenfor et fængsel nogensinde igen, sagde hun i sin lange, afsluttende tale.