Det blev som dag og nat, og de 17-dobbelte danske mestre Bakken Bears måtte have uventet hjælp fra Finland for at vinde gruppen og skaffe sig nogle lange mere attraktive kampe i anden runde af Europa Cup'en.
Efter at have leveret sæsonens bedste spil i 1. halvleg, ramte hjemmeholdet bunden i 2. halvleg, så en fyldt Vejlby Risskov Hallen blev vidner til en gyserafslutning, hvor Bakken Bears med lodder og trisser fik hevet den nødvendige sejr over polske Legia Warszawa i land.
Cifrene blev 77-74.
To gange i de døende sekunder havde polakkerne trepointsforsøg, som kørte rundt i ringen, men udligningen udeblev.
Så Bakken Bears kunne ånde lettet op og juble over at være endt i drømmegruppen, fordi kort forinden havde alle i hallen fået besked om, at Kataja fra Finland havde slået ungarske Egis Körmend med 95-91.
Efter at være gået til pause med en solid føring på 49-28, gik bjørnene fra Aarhus fuldstændig i stå og scorede i de to sidste perioder kun 28 point.
Da Legia Warszawa til gengæld vågnede op til dåd, ville Bakken Bears ikke være sluttet som nr. et i gruppen, hvis ikke Egis Körmend havde dummet sig i Finland.
Nu venter der kampe mod Benfica, Bayreuth og Spirou Charleroi, og det er langt mere spændende end at rejse til f. eks. Letland, Ukraine og Hviderusland, som kunne have blevet alternativet.
- Det bliver lidt lettet rejsemæssigt at komme rundt, men vi kan ikke spille, som vi gjorde i dag, hvis vi skal håbe på at gøre os gældende i anden runde, siger landsholdsspiller Darko Jukic.
Heller ikke træner Steffen Wich var tilfreds med, hvad han så i 2. halvleg.
- Kampen blev et fint billede af vores sæson, siger træner Steffen Wich.
- Det har kørt op og ned.
- 1. halvleg var det bedste, som vi har spillet, mens det var for dårligt, at vi kun scorede 28 point i 2. halvleg. Men publikum fik da spænding, konstaterer Steffen Wich.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.