For første gang nogensinde: Monstertalent laver den perfekte runde

Det 24-årige belgiske super-talent Dimitri Van den Bergh lukkede et 'leg' på magiske 9 pile i tirsdagens ottendedelsfinale ved Grand Slam of Darts

Dimitri Van den Bergh lukkede i overlegen stil med blot ni pile. Foto: Steven Paston/AP/Ritzau Scanpix
Dimitri Van den Bergh lukkede i overlegen stil med blot ni pile. Foto: Steven Paston/AP/Ritzau Scanpix

Verdens bedste dartspillere er i øjeblikket samlet ved Grand Slam of Darts i den engelske by Wolverhampton.

Her havde den tidligere U23-verdensmester, belgiske Dimitri Van den Bergh, kæmpet sig videre fra gruppespillet, hvorfor han i aftenens første ottendedelsfinale stødte ind i englænderen Stephen Bunting.

Og selvom Van den Bergh i dart-kredse bliver betragtet som en af sportens største talenter, blev aftenen alligevel historisk i mere end en forstand, da den 24-årige for første gang i sin karriere formåede at lukke et såkaldt 'leg' med kun 9 darts i en stor tv-turnering.

Samtidig skriver han sig nu ind i historiebøgerne som den næstyngste nogensinde til at opnå 'den perfekte runde'.

'9-darteren' var da også den første i turneringen siden 2015, hvilket efterlod den massive publikumsskare i total ekstase.

Du kan se hele det vidunderlige klip af øjeblikket øverst i artiklen.

Ikke nok med at Van den Bergh efterfølgende sikrede sig en plads i kvartfinalen med en samlet 10-6 sejr, så kan han også se frem til en behørig pengepræmie for den flotte lukning.

Præstationen udløser nemlig en check på 25.000 pund svarende til mere end 200.000 kroner.

Skulle den unge belgier gå hele vejen og snuppe trofæet med hjem til Antwerpen, kan han i øvrigt se frem til en pengepræmie på 110.000 pund svarende til en lille million danske kroner.

En anden englænder, Dave Chisnall, var den sidste til at lave en '9-darter' ved den prestigefyldte turnering.

Det er ifølge Dartnyheder.dk kun den fjerde '9-darter' i turneringens historie.

9-dartslukningen er den hurtigste, der kan laves i dart.

Se også: Kastede pile med Mølby: Dartsportens første superstjerne er død

Se også: Publikum går amok: Legende laver den ultimative dart-runde

Se også: Læk: Dansk landsholdstjernes far fik millioner af Chelsea for falsk job

5 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere