Gigantisk triumf: Dansker tangerer verdensrekord

Torben Grimmel viste imponerende skydning, da han strøg til tops ved World Cuppen i Aserbajdsjan og samtidig tangerede verdensrekorden i 50 meter riffel liggende

Torben Grimmel leverede en af karrierens helt store bedrifter, da han søndag morgen dansk tid tangerede verdensrekorden i 50 meter riffel liggende. (Arkivfoto: Gregers Tycho)
Torben Grimmel leverede en af karrierens helt store bedrifter, da han søndag morgen dansk tid tangerede verdensrekorden i 50 meter riffel liggende. (Arkivfoto: Gregers Tycho)

Den danske OL-skytte Torben Grimmel præsterede en af karrierens flotteste skydninger, da han søndag morgen dansk tid tog World Cup-sejren i Aserbajdsjan i disciplinen 50 meter riffel liggende.

Grimmels finalescore på 249,8 var ikke alene nok til sejren, det var også en tangering af verdensrekorden.

Det skriver Dansk Skytte Union i en pressemeddelelse.

Danskeren var også bedst i den indledende skydning, og han leverede en gennemført suveræn præstation.

Det var dog også med en smule vemod, 41-årige Grimmel lod sig hylde efter sejren.

Tidligere på året meddelte Det Internationale Skytte Forbund (ISSF), at hans disciplin, 50 meter riffel liggende, bliver fjernet til næste OL.

Dermed har den femdobbelte OL-deltager formentlig deltaget ved sit sidste OL, og disciplinen fjernes ligeledes fra skydningens World Cup-program.

- Det er med blandede følelser, jeg tager guldet med hjem, siger Grimmel i pressemeddelelsen.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for at have vundet, men jeg er samtidig også rigtig ked af, at det med al sandsynlighed er et stort olympisk punktum for et langt og ikke mindst vigtigt kapitel i mit liv. Et jeg gerne havde set fortsætte lidt endnu.

Hans OL-højdepunkt kom i 2000 i Sydney, hvor han vandt sølv.

Årets World Cup-finaler afvikles til oktober i New Delhi.

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere