Helt usandsynlig VM-finale: Fire rivaler må dele guldet

Historisk VM-finale i Glasgow: Fire gymnaster endte på samme score - og måtte dermed dele guldet

Se uddrag fra den historiske VM-finale her. (TV: AP/SNTV)

Det er ikke alting, Kina, Rusland og USA kan blive enige om.

Lørdag aften beviste fire piger, at det bestemt kan lade sig gøre - også selvom man er indædt modstander i hård konkurrence med hinanden.

Samtidig skrev Fan Yilin, Viktoria Komova, Daria Spiridonova og Madison Kocian historie, hvilket ikke gør historien mindre god.

Scenen var finalen i forskudt barre ved VM i gymnastik i Glasgow.

De otte finalister skulle hver igennem deres program, der af det seks mand store panel blev bedømt for sværhedsgrad og udførelse. Ganske som sædvanlig.

Men slutresultatet var anderledes usædvanligt.

De fire gymnaster sluttede med præcis samme score - 15.366.

Det er ikke alene yderst usandsynligt. Det er helt skørt.

Og da man ikke opererer med nogen form for ekstra omgange eller tiebreaks ved VM i gymnastik, var der ikke andet at gøre end at slynge en guldmedalje om halsen på alle fire.

Improviseret medaljeceremoni
Et sært syn ved medaljeceremonien, hvor de fire gymnaster fandt sammen på toppen af podiet. Blandt de mest usædvanlige oplevelser i VM-historiens 112 år.

- Jeg går ud fra, de ikke kunne blive enige om, hvem der var bedst, sagde Madison Kocian med et grin efter finalen til nyhedsbureauet AP.

- Jeg ved det ærlig talt heller ikke, sagde amerikaneren.

Der sidder seks personer i dommerpanelet, og deres vurderinger er med til at sikre et historisk billede af de fire piger på guldskammelen. I 1922 var der fem gymnaster, der delte sølvet i bensving, men aldrig har så mange delt guldet før.

Det medførte så også en form for improvisation ved medaljeoverrækkelsen, hvor flagene blev båret ind på scenen i stedet for at blive hejst op forskudt, som det ellers er kutyme, fordi det ikke var muligt at få dem til at hænge i samme højde ...

Og så blev de tre nationale hymner afspillet en efter en, mens de fire piger stod og trak alvorligt på smilebåndet. Dels over det faktum, at de rent faktisk havde vundet guld ved et verdensmesterskab, men sandsynligvis også på grund af den sære situation.

- Det er virkelig godt. Det er ikke alt, der giver mening, sagde den russiske træner Andrei Rodionenko efterfølgende.

Undskyldte doping-beskyldninger
Ifølge meldingerne fra Skotland var kinesiske Fans øvelse den sværeste, hvor hendes træner stod klar tæt ved for at gribe hende, hvis katastrofen skulle indtræffe. Hun scorede karakteren 6.900, hvilket var bedst af alle finalister.

Til gengæld opnåede Kocian og Komova de bedste karakterer i udøvelsen - 8.766, men lagt sammen endte de fire gymnasters karakterer altså på præcis det samme.

- Det har jeg godt nok aldrig oplevet før. Det var sådan lidt ... really dommere? Argh, kom nu, sagde den forsvarende olympiske mester, amerikanske Gabby Douglas, der måtte nøjes med femtepladsen, der ganske utraditionelt var den første plads, der ikke gav guld ...

Det skøre optrin kommer få dage efter, Viktoria Komova skabte overskrifter ved at anklage de amerikanske gymnaster for at være på præstationsfremmende stoffer, efter russerne haltede alvorligt efter USA i holdkonkurrencen tirsdag.

Fredag undskyldte den russiske stjerne så personligt ved amerikanernes træning.

- Hun sagde blandt andet 'jeg er virkelig ked af det, jeg sagde', forklarede Madison Kocian efterfølgende.

- Vi tager det i sidste ende som en god ting, fordi vi har været så dominerende i så mange år, sagde den amerikanske stjerne, og forbrødringen syntes at have overtaget ved medaljeceremonien lørdag, hvor de to russere og den ene amerikaner smilende stod arm i arm.