Her er OL's dyreste ben

Danske deltagere hører til blandt dem, der køber de dyreste flybilletter til Tokyo

Det er heste som disse, Dufour har med sig til Tokyo Foto: Behrouz Mehri/AFP/Ritzau Scanpix
Det er heste som disse, Dufour har med sig til Tokyo Foto: Behrouz Mehri/AFP/Ritzau Scanpix

Det kan godt være, at en amerikansk basketspiller eller en jamaicansk sprinter har dyrere ben målt på de beløb, der hamrer ind i netbanken hver måned – men når det kommer til transport frem og tilbage mellem hjemstavn og Tokyo, så er det nogle helt andre atleter, der koster kassen i flybilletter.

For eksempel Cathrine Dufours hest ‘Bohemian’, som hun skal i aktion med i dressur-konkurrencen lørdag.

Det koster hurtigt 20.000 euro pr. hest at flyve dem ind til OL og hjem igen, men IOC er de glade sponsorer af flybilletter til de firbenede OL-deltagere, så ejerne skal ikke ud at tage lån i staldbygningerne.

Hestene koster typisk også tocifrede millionbeløb, og da der er et par hundrede af dem i Tokyo netop nu, bliver der passet grundigt på for flere hundrede millioner kroner af hesteben ved OL.

Hest og rytter gør det ikke alene. Der er hestepassere, dyrlæge og såmænd også en mentaltræner med på det olympiske togt – han tager sig dog udelukkende af rytterne, der trods corona-restriktioner og japanske spyt tests har det fremragende.

Det har hestene også, forsikrer Cathrine Dufour, der privat danner par med Rasmine Laudrup.

- Vores venue er virkelig, virkelig fantastisk. Det er supervelorganiseret. Det er en smule bedre end i Rio, hvor arrangørerne var meget strikte med mange ting.

I Rio måtte hestepasserne blandt æblemost i drikkevandet, fordi det var fyldt med chlor. I Tokyo drikker hestene med vandet i store slurke og med stor lyst. Foto: Behrouz Mehri/AFP/Ritzau Scanpix
I Rio måtte hestepasserne blandt æblemost i drikkevandet, fordi det var fyldt med chlor. I Tokyo drikker hestene med vandet i store slurke og med stor lyst. Foto: Behrouz Mehri/AFP/Ritzau Scanpix
 

Den 29-årige dressurrytter var med som yngste kvinde i Rio for fem år siden, så hun kan som den eneste på holdet sammenligne forholdene direkte.

Hestene er ikke flyvante, men den del af OL-logistikken hører nærmest til i detalje-afdelingen, lyder det til. Hestene bliver samlet på udvalgte destinationer – denne gang som i 2016 i Belgien for de danske deltageres vedkommende.

- Det er egentlig ikke særlig kompliceret. Selvfølgelig er der lidt i forhold til, at hestene skal flyves herover, men vi kører dem til Liège, og så bliver de læsset ombord på en flyver. Disse heste er vant til at rejse og til at køre Europa tyndt, så om de flyver eller kører er tæt på at være det samme, siger Cathrine Dufour.

- De heste, der er til OL, er de allermest fitte heste i hele verden, så hvis nogen skulle kunne klare det, så er det dem. Det er IOC, der sørger for at transportere hestene, så der er ikke nogen egenbetaling på den måde, siger hun.

- Vi har vores danske dyrlæge med på rejsen, og han sørger for at hjælpe hestene, hvis de bliver bange eller har brug for hjælp. Men det er gået fuldstændig glat. Det har været mega professionelt fra start, til hestene blev transporteret fra Haneda lufthavn ud til vores venue, siger Cathrine Dufour.

- Får heste jetlag?

- De sov bare rigtig meget de første par dage. Selvfølgelig kan de godt mærke, de har været længe undervejs, men nu er der intet at mærke. Nu har de normaliseret deres hverdag. Men de var lidt flade de første par dage.

- I Rio måtte I blande æblemost i deres drikkevand ...

- Det var, fordi vandet i Rio var af ekstremt dårlig kvalitet, og det smagte virkelig dårligt. Herude er vandet godt, og de drikker det med stor lyst, og vi har hverken været nødsaget til at rense det eller fylde alle mulige ting i. Det har været en nemmere overgang for dem i forhold til vand, siger Cathrine Dufour.

Danmark hentede i Rio en sjetteplads for hold, og hun blev nummer 13 individuelt. Denne gang er ambitionerne højere.

- Vores hold er bare bedre nu. Vi er et meget skarpere hold og har slået stort set alle, der er med. Tyskerne er ekstremt stærke, men vi ligger godt i forhold til en medalje, lyder den lovende prognose fra Cathrine Dufour.

Spiller du med i holdet.dks managerspil under OL - eller vil du? Så få ekspertens gode råd lige her