Instruerede i at tabe: Nu er de suspenderet

Iran er blevet suspenderet af det internationale judoforbund, efter at landet gentagne gange har instrueret sine kæmpere i at tabe for at undgå at møde israelske kæmpere

Saeid Mollaei kæmper mod belgiske Matthias Casse i semifinalen ved VM i år - en kamp, han tabte med vilje. Foto: Charly Triballeau/AFP/Ritzau Scanpix
Saeid Mollaei kæmper mod belgiske Matthias Casse i semifinalen ved VM i år - en kamp, han tabte med vilje. Foto: Charly Triballeau/AFP/Ritzau Scanpix

Sport og politik hører ikke sammen. Det mantra er hørt tit - men det håndhæves ikke altid i praksis.

I hvert fald ikke af det iranske judoforbund. Det er nemlig netop blevet suspenderet af det internationale judoforbund efter gentagne gange at have opfordret sine kæmpere til at undgå at møde israelere.

Grunden er, at Iran aldrig har anerkendt Israel som nation, og de iranske udøvere bliver derfor udsat for et massivt pres fra både eget forbund og regeringen for at undgå kampe mod israelere.

Det skete senest under VM i Tokyo i slutningen af august, hvor den forsvarende verdensmester i -81 kg-klassen, Saeid Mollaei, blev truet til at trække sig fra sin semifinale, da han ellers i finalen skulle møde israelske Saki Muki.

Det skete i første omgang ved at landets vicesportsminister, Davar Zani, havde opfordret ham til at trække sig. Derefter havde præsidenten for den iranske olympiske komité, Reza Salehi Amiri, kort inden semifinalen opfordret ham til det samme og lagt yderligere pres på ved at fortælle ham, at det iranske sikkerhedspoliti var i hans forældres hjem.

Og slutteligt havde en ansat fra den iranske ambassade i Tokyo forklædt som træner skaffet sig adgang til det lukkede træningsområde og umiddelbart inden semifinalen på ny opfordret Mollaei til at trække sig.

Det fik judokæmperen til at bukke under og tabe kampen med vilje. Herefter flygtede han til en hemmelig adresse i Tyskland, da han frygtede repressalier hjemme i Iran.

Det fik altså det internationale judoforbund til at reagere.

'I kølvandet på det, der skete under det seneste VM i Tokyo 2019, har det internationale judoforbund udstedt en suspendering af det iranske judoforbund fra alle konkurrencer samt administrative og sociale aktiviteter organiseret af det internationale judoforbund og dets unioner', skriver forbundet på sin hjemmeside.

Det internationale judoforbund har ydermere luftet, at det med den anspændte stemning mellem Mollaei og det iranske forbund vil støtte judo-kæmperen i at nå OL 2020, der ligeledes afholdes i Tokyo.

Se også: Legende lå i koma - nu er han vågnet!

Se også: Dansk stjerne straffet: Ikke handicappet nok

Se også: Cykel-legender verdensmestre - i ny sportsgren

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere