Der var meget at glæde sig over for Josefine Høgh torsdag aften.
Foruden den danske sejr over Finland i EM-kvalen, vandt TV-værten også en flot hæder af sine DR-kollegaer.
Den 33-årige sportsvært blev nemlig kåret til 'Årets Værtskollega' på tv og sociale medier. En pris hun deler med Issa Mahmoud Jeppesen.
Det skriver DR.
'Jeg fik til min store overraskelse overrakt DRs værtskollega-pris midt under dagens optagelser, meget overvældende,' skriver Josefine Høgh i en story på sin Instagram.
'Tak for den fine anerkendelse til alle mine dejlige og dygtige værtskollegaer.'
Josefine Høgh, der er datter af målmandslegenden Lars Høgh, der tabte kampen til kræft i december 2021, er efterhånden et velkendt ansigt, når man tuner ind på sport på DR.
Hun var således vært ved både 'Sport 2022', herrernes VM i håndbold og herrernes VM i fodbold - alt sammen med få måneders mellemrum.