Kæmpe VM-skandale - raser over 'ækelt og foragteligt' trick

Dartspiller valgte at bruge ufine tricks under VM-drama. Nu raser fans og eksperter

Sportens verden har budt på talrige skandaler i årenes løb.

I NFL havde de 'deflate-gate' tilbage i 2015, da det blev afsløret, at New England Patriots havde lukket luften ud af 11 ud af 12 kampbolde, hvilket endte med at koste superstjernen Tom Brady fire karantænedage.

Engelsk rugby havde 'blood-gate' i 2009, da Tom Williams fra Harlequins skar sig i munden efter en kamp for at skjule, at han havde fingeret en skade, og hvis man leder videre i annalerne finder man både 'toilet-gate', 'homework-gate' og 'nap-gate' (Du kan se en liste over de mange skandaler her).

Og nu har dart-sporten så fået sin egen skandale i 'cough-gate' eller 'hoste-gate' på dansk.

For selv om dartspillerne er vant til at levere i øresønderrivende larm, når tilskuerne drikker, synger og hepper på deres favoritter, så er der ting, man bare ikke gør i det hæderkronede pilespil.

Justin Pipe hoster, mens Bernie Smith kaster sine pile. Screendump: TV3 Sport
Justin Pipe hoster, mens Bernie Smith kaster sine pile. Screendump: TV3 Sport

Sådan en synd gjorde Justin Pipe sig tilsyneladende skyldig i, da han tog ufine kneb i brug for at klare skærene, da han torsdag mødte kvalifikationsspilleren Bernie Smith i første runder af VM, der vanen tro afholdes i Alexandra Palace - Ally Pally i folkemunde - i det nordlige London.

Tv-billederne (som du kan se i toppen af artiklen) viser, hvordan Pipe stiller sig helt tæt på Smith og hoster, netop som rivalen kan lukke kampen med dobbelt-ti.

Bernie Smith missede kastet, hvilket i sidste ende betød, at Justin Pipe, der er rangeret som nummer 27 i verden, kunne sikre sig videre avancement. Men nu må han lægge ryg til rasende beskyldninger fra både fans og eksperter.

- Det ligner fuldstændig foragtelig opførsel fra en professionel dartspiller. Hver gang jeg ser det, tænker jeg, 'hvor desperat er du'?, lød det fra den tidligere femdobbelte VM-semifinalist Wayne Mardle i Sky Sports' studie.

- Som man kan se, rykker Justin Pipe tættere på Bernie Smith. Det var en taktik, der skulle give en fordel. En taktik, der skulle få Bernie til at misse. Hvis det havde været Phil Taylor (dart-legende, red.), ville det stå i alle aviser, på bagsiden, forsiden og på midtersiderne. Det var ækelt, raser Mardle.

Han bakkes op af den tidligere tredobbelte verdensmester John Part.

- Hele idéen er, at når du skal hoste, henter du noget vand. Det forsøgte han ikke. Han holdt en slags pause. Bernie har måske hørt det. Hvis han gjorde, var han meget diplomatisk.

Justin Pipe afviser blankt, at han forsøgte at forstyrre Bernie Smith,

- Jeg ville aldrig gøre noget, der forstyrrede en anden spiller, og Bernie sagde ikke noget til mig. Så vidt jeg ved, er det ikke et emne for ham, og det er blevet blæst ud af proportion, siger Pipe, der stadig risikerer straf, fordi 'The Darts Regulation Authority' stadig har mulighed for at bedømme episoden.

Hæderkronet hold vinder alt - men det er så dumt

Danskerklub i chok: Stjerne i 240 kilo tung kokainsag

90 minutter om Premier League: Her skal din klub købe ind