Det er ikke mere end et år siden, at han forlod Viasat Sport til fordel for TV2.
Nu skifter kommentatoren Zak Egholm igen spor.
Efter hvad Ekstra Bladet skifter den kompetente kommentator fra TV 2 til SBS, hvor han i fremtiden skal kommentere Superligaen for SBS på Canal 8 og Canal 9.
SBS har købt de to tv-stationer og overtager superliga-kampene fra den nye sæson, hvor der stadig skal vises to kampe (andet- og femtevalget) på de to tv-kanaler.
Zak Egholm har en fortid hos Viasat, hvor han var kommentator både til Superligakampe og til kampe i Premier League.
Skiftet til TV 2 har betydet, at han ikke har haft særlig mange kommentatoropgaver, fordi TV 2 ikke har hverken Superligaen eller Premier League-rettighederne.
- Jeg har ingen kommentarer, men vil henvise til TV 2s ledelse, siger en kortfattet Zak Egholm.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger bliver Zak Egholm flagskibet hos SBS som superliga-kommentator. Det bliver sandsynligvis ham, der hver uge skal kommentere andetvalget fra Superligaen - altså enten FCK eller Brøndbys kamp.
Derudover vil Zak Egholm også få kommentatoropgaver i Premier League, hvor Peter Piil dog fortsætter som stations faste kommentator.
Hos SBS er sportschef Jes Holm Andersen også en mand af meget få ord.
- Der dukker hele tiden rigtig mange navne op, som jeg hele til skal forholde mig til. Her spiller jeg trænerkortet og siger ingen kommentarer. I øvrigt har jeg aldrig kommentarer til personalesager, siger sportschef hos SBS Jes Holm Andersen.