Lå til topplacering: Så kom manden forbi

Mirinda Carfrae er triatlet, der skulle deltage i en virtuel ironman på sin hometrainer derhjemme. Det gik også meget godt - lige indtil manden snublede i ledningen og fik konen sendt ud af topplaceringerne

Coronakrisen kradser, så vi skal helst holde os indendøre med dem, vi har nærmest.

Det kan både være godt og dårligt.

Det måtte den australske triatlet Mirinda Carfrae erfare på den hårde måde.

Den tidligere verdensmester i ironman deltog nemlig i weekenden i en virtuel en af slagsen på cykel, der foregik på hendes hometrainer hjemme i stuen i Colorado.

Mirinda Carfrae lå da også godt til med en andenplads inden for rækkevidde, da hun havde en noget uheldig defekt.

Her snakker vi ikke om et punkteret dæk, gear, der ikke virker, eller en kæde, der er faldet af.

Nej.

Defekten hed Tim O'Donnell, også kaldet hendes mand.

For som Mirinda Carfrae sad der og knoklede for at fastholde sin 2. plads i den årlige Ironman VR Pro Challenge, der i år blev livestreamet på Facebook, kom hendes mand til at snuble over ledningen, så der ikke længere var forbindelse til det igangværende løb.

- Han besluttede sig for at komme ind i stuen med mine pokaler for at motivere mig. Så snubler han i ledningen - sikke en idiot!, fortæller Mirinda Carfrae til nogle kommentatorer over en Skypeforbindelse.

Det efterlod Mirinda Carfrae i en horribel position i løbet, som hun gennemførte, men ikke med det resultat hun ville have haft, hvis ikke det var for hendes mand.

- Jeg nød virkelig at deltage i Ironmand VR 1 denne weekend.

- Det tager nok lige et par dage mere, før jeg kan tilgive Tim for den bommert, skriver Mirinda Carfrae som tekst til sit billede på Instagram.

Det har dog ikke taget lysten helt fra den 39-årige atlet.

Hun meddelte senere, at hun tirsdag igen ville prøve at deltage.

Mon ikke, at manden har fået karantæne fra stuen næste gang Mirinda Carfrae skal deltage i en virtuel ironman, så fadæsen ikke gentager sig.

Sådan så det ud, da Mirinda Carfrae i 2013 blev verdensmester i triatlon på Hawaii. Foto: Hugh Gentry/Ritzau Scanpix
Sådan så det ud, da Mirinda Carfrae i 2013 blev verdensmester i triatlon på Hawaii. Foto: Hugh Gentry/Ritzau Scanpix