Laudrup udtaget til EM

Mads Laudrup er blevet udtaget til EM i padel. Også den tidligere bordtennisdronning Mie Skov er blevet udtaget

Mads Laudrup deltager her ved Viaplay Padel Open

Når europamesterskaberne i padel bliver spillet i Bilbao fra 4. til 9. oktober bliver det med et par navne, der normalt ikke bliver associeret med den hurtigtvoksende sport.

For i den trup, der blev udtaget lørdag, finder vi på herresiden Mads Laudrup.

Han har efter sin aktive karriere som fodboldspiller kastet sig over padel-sporten, og det gør han altså så godt, at det nu har resulteret i en udtagelse til EM-turneringen.

TV3-værten er lige p.t. er rangeret som den fjerdebedste danske herrespiller, hvorfor han altså også er med blandt de otte EM-spillere. Blandt dem er også den danske pokerstjerne Gustav B. Hansen - bedre kendt som Gus Hansen.

På kvindesiden er der også gensyn med et navn, der er kendt for langt mindre bat end det, man benytter i padel.

Således er den tidligere bordtennisspiller Mie Skov iblandt de otte kvinder, der skal repræsentere Danmark i Spanien.

Selvom hun indstillede karrieren i 2014 forsøgte Skov sig tidligere i år at gøre comeback i bordtennis-sporten for at kvalificere sig til OL.

Den mission mislykkedes, men hun har altså ikke helt mistet interessen og sit flair for elitesport.

Kigger man deltagerlisten igennem, er der på kvindesiden også et andet navn med en vis international klang. Et efternavn faktisk.

For Johanne Axelsen er nemlig lillesøster til den danske OL-guldvinder i badminton, Viktor Axelsen.

EM er ikke den eneste turnering, det danske landshold skal deltage i dette efterår. Allerede i november afholdes nemlig VM i Doha i Qatar, hvor både herrerne og kvinderne er kvalificeret.