For halvandet år siden indstillede den toptrænede britiske roer Pete Reed sin lange karriere, som sikrede ham tre guldmedaljer i træk ved de Olympiske Lege, nemlig i Beijing i 2008, London i 2012 og Rio de Janeiro i 2016.
I dag sidder han i kørestol, lammet fra brystet og ned, skriver BBC. Den knapt to meter høje mand blev i denne uge ramt af en blodprop i rygmarven, hvilket har spærret blodforsyningen til en del af rygsøjlen.
Det kan, skriver Reed på Instagram, dræbe de celler, som transmitterer signaler fra hjernen til den nedre del af hans krop. Skæbnen har været hård ved den 38-årige orlogskaptajn i den britiske flåde, men han har tilsyneladende bevaret livsgnisten.
- Mine arme er stadig stærke, og min hjerne er stadig så gennemsnitlig, som den altid har været, skriver Reed i et opslag på Instagram.
- Mit personlige støttenetværk er fortsat skudsikkert, og jeg klarer mig selv så godt, som man kunne håbe på, skriver Reed.
Han fastslår, at skadens omfang endnu er ukendt, og at det er sandsynligt, at lammelsen i nogen grad vil fortage sig. Chancen for, at han genvinder sin fulde førlighed er dog meget lille, skriver Reed.
- Jeg vil holde jer opdateret. Indtil da ønsker jeg jer god fornøjelse med rugby’en (hvis man skal tilbringe lang tid på et hospital, så må det gerne være under rugby-VM 2019). Videre, skriver Pete Reed på Instagram.
Reed vandt guld ved OL 2008 og 2012 som del af den britiske firer uden styrmand, mens han ved OL i 2016 vandt guld som en del af briternes otter.
Han har desuden vundet fem VM-guldmedaljer. To i firer uden styrmand og tre i otter. Reed arbejdede op til sit karrierestop ihærdigt på at sikre sig endnu en OL-deltagelse, men i april 2018 erkendte han, at han ikke kunne nå den nødvendige form.
VM-skandale: - Han har stjålet en medalje