René Holten Poulsen skal lørdag kæmpe om VM-medaljer på Bagsværd Sø.
Torsdag roede danskeren sig i finalen i 1000 meter enerkajak i sikker stil, da han blev nummer to i sin semifinale.
Kun italienske Andrea Schera kom i mål foran René Holten Poulsen, der fra start lå blandt de forreste.
32-årige Holten Poulsen bookede tidligere torsdag sin plads i semifinalen, da han blev nummer tre i sit indledende heat.
Holten Poulsen startede godt i semifinalen og var forrest efter de første 250 meter. Danskeren holdt sig fremme og var også hurtigst, da roerne var halvvejs i mål.
Holten Poulsen blev derefter overhalet af italieneren, men holdt sig på andenpladsen, da der var roet 750 meter. Det skulle efterhånden gå meget galt, hvis ikke finalebilletten skulle blive en realitet.
Det gjorde det altså ikke. Faktisk nærmede danskeren sig den førende italiener en smule i slutspurten, men det endte altså med en andenplads.
VM-finalen afvikles efter planen klokken 11.22 lørdag formiddag.
Tidligere torsdag roede flere andre danskere sig i en VM-finale. Det drejer sig om OL-stjernen Emma Aastrand Jørgensen i 200 meter enerkajak samt Simon Jensen og Morten Graversen i 1000 meter toerkajak.