LIVERPOOL (Ekstra Bladet): På forhånd havde Jan Mølby udtalt, at magtforholdet lignede Brøndby mod Skagen - med ham selv i nordjydernes rolle og den femdobbelte dartverdensmester Eric Bristow som den absolutte megafavorit.
Men som det skete i fodboldens landspokalturnering for snart 30 år siden, skete det også i Liverpool Echo Arena torsdag aften: Den svært undertippede skabte sensationen og Jan Mølby, der har været hyggedartspiller - og 'bestemt ikke mere' - de seneste 35 år nedlagde selveste Eric Bristow for øjnene af omkring 5000 tilskuere.
Velgørenhedskampen mellem den store dansker og den engelske dartlegende var en del af opvarmningen forud for aftenens Premier League dart-arrangement og Mølby kunne sagtens mærke presset fra de mange tilskuere i hallen og de endnu flere seere ved tv-skærmene i både Danmark og Storbritannien.
- Jeg har aldrig været så nervøs i hele mit liv. Der var tidspunkter, hvor jeg rystede så meget på hånden, at jeg næsten ikke kunne kaste pilene, sagde Jan Mølby til Ekstra Bladet, umiddelbart efter han havde besejret Bristow med 2-1 i partier.
- Du har spillet for 45.000, 60.000, 70.000 tilskuere i fodbold og nu står du foran omkring 5000 tilskuere og er rystende nervøs - hvorfor?
- Fordi det er noget helt. Jeg var fodboldspiller og kendte de fleste situationer.
Her slår Mølby den femdobbelte eksverdensmester
- Jeg var ligeså nervøs, når jeg så Eric spille, for hvad nu hvis han lavede 180? Da jeg gik ind i opvarmningsrummet, lavede han 140 på sine tre første pile. Hvis det var niveauet, ville jeg få problemer, men jeg kunne mærke, at han også var nervøs og mærket af at stå oppe på scenen.
- Du vinder omkring 50.000 danske kroner - hvad skal de gå til?
- De skal gå til en lokal radiostation, Radio City, der har en fond for syge børn. Det er selvfølgelig en vigtig del af den kamp, vi lige har spillet.
Og har du fået blod på tanden til at fortsætte din dartkarriere?
- Jeg har lige sagt til Eric Bristow, at vi måske skulle mødes igen, hvis jeg altså vandt den første kamp mellem os.
- Man ved aldrig, men man spiller jo her en gang om året, så måske mødes vi igen om et år. Og hvis ikke - og det viser sig, at det var den eneste kamp i min dartkarriere - så er det også godt, smilede Mølby efter sensationen i Liverpool.