Hun har vundet fire VM-guld og 13 EM-guld i starten af årtusindet og har tidligere været gennem både spiseforstyrrelser, alkoholproblemer og selvmordsforsøg.
Sidste sommer blev hun opereret for en tumor i livmoderen, og da problemerne ikke gik væk, blev hun opereret igen i december.
Nu har den 40-årige pensionerede svenske svømmestjerne Emma Igelström sat sig for at komme tilbage i form igen, og derfor har hun kastet sig over fitness-programmet '16 weeks of hell'.
Hun er nu syv uger inde i forløbet og har lagt et foto på Instagram til sine 54.000 følgere, hvor hun har skrevet, at med alt det, hun har været igennem, så har hun en 'superkrop'.
- Med det samme blev det en storm på sociale medier, siger Igelström til Expressen.
- Fyre, der kører programmet, hyldes, men en veltrænet pige vækker andre reaktioner. Kvinder i alle aldre dømmer mig og stiller spørgsmål ved min træning.
- En del undrer sig over, hvorfor jeg skal gå ned i vægt og synes, at jeg sætter spiseforstyrrelser i gang. Andre igen synes ikke, at denne her træning er noget for piger og kvinder.
De 16 uger i helvede er det samme program, som svenske fodboldspillere som Stefan Schwartz og Pontus Kåmark tidligere har været gennem, men svømmestjernen fra Helsingborg føler ikke samme opbakning.
- Når fodboldspillere, der kører dette program, viser, hvordan det går for dem, så bliver de hyldet, men en veltrænet kvinde skal skydes mere ned.
- Jeg er skuffet over de mange reaktioner fra piger og kvinder, for vi burde jo støtte hinanden i stedet. Men samtidig er jeg også lidt fascineret af, at folk gider det, siger Igelström.
Hun fortæller, at hun bestemt ikke er kropsfikseret, men at hendes drivkraft er at føle sig veltilpas igen.
På forhånd var hun blevet forklaret, at hun som kvinde ville modtage kritik fra andre kvinder, men hun havde aldrig troet, at det skulle blive så voldsomt.
Udover de mange guldmedaljer ved EM og VM satte Emma Igelström intet mindre end syv verdensrekorder på 50 og 100 meter bryst omkring årtusindeskiftet, inden hun i 2005 stoppede karrieren.
Hun har siden arbejdet i bankverdenen og har også fungeret som ekspertkommentator for svensk radio ved diverse svømmemesterskaber, mens hun nu arrangerer yoga-ophold og arbejder med coaching.
Eriksen laver 'en Mette F': - Bliv nu hjemme
Blumes nye kærlighed - vild med ham i syv år
Dansk stjerne i opråb fra udlandet
Fra kollaps til superkrop: Sådan smed han 12 kg på tre måneder