Skak-skandale: Stormester afsløret i snyd

Stormestertitlen hænger i en tynd tråd for den georgiske skakmester Gaioz Nigalidze, som er blevet afsløret i snyd

Gaioz Nigalidze kommer formentlig ikke til at spille skak på højeste niveau de næste par år - måske mere. (Foto: Wikimedia)
Gaioz Nigalidze kommer formentlig ikke til at spille skak på højeste niveau de næste par år - måske mere. (Foto: Wikimedia)

Hvad gør man, hvis man tjener sine penge på at spille skak, og man møder overmagten - eller bare har en af de dage, hvor man ikke kan tænke en sammenhængende tanke?

For den georgiske stormester Gaioz Nigalidze var svaret grænseoverskridende: så går man på toilettet imellem trækkene ved brættet og konsulterer et skakprogram på telefonen for at sikre sig, at man ikke dummer sig.

25-årige Nigalidze, der er georgisk mester fra både 2013 og 2014, blev lørdag smidt ud af skakturneringen Dubai Open, da arrangørerne fandt, at han under partiet mod armenske Tigran Petrosian havde brugt sin smartphone til at analysere stillingen.

Arrangørerne var af Petrosian blevet gjort opmærksom på, at Nigalidze gik temmelig meget på toilettet. Da toilettet blev undersøgt, blev en telefon fundet skjult i en af båsene.

- Da han blev konfronteret, nægtede han, at det var hans apparat. Men officials åbnede smartphonen og så, at den var logget ind på et socialt netværk under Nigalidzes konto. De fandt også hans parti, som var ved at blive analyseret af en skak-app, skrev Dubai-arrangørerne på deres facebook-side, da de søndag morgen annoncerede Nigalidzes utidige exit fra turneringen.

Dokumentationen for Nigalidzes snyd. (Foto: Dubai Chess)
Dokumentationen for Nigalidzes snyd. (Foto: Dubai Chess)

Modstanderen Tigran Petrosian, der tilfældigvis deler navn med en tidligere verdensmester, siger til den russiske skak-hjemmeside chess-news.ru:

- Nigalidze svarede meget hurtigt på mine træk, og så løb han bogstavelig talt på toilettet. Jeg opdagede, at han altid besøgte den samme bås på toilettet, hvilket var mærkeligt, eftersom de to andre ikke var optaget. Jeg informerede turneringslederen om min voksende mistanke og bad ham holde øje med Gaioz.

Petrosian udtaler også, at han blev mistænksom overfor Nigalidze allerede under en turnering i december sidste år.

Nigalidze har udtalt, at Petrosian ikke taler helt sandt. Men geogieren kan formentlig godt forberede sig på en hård straf. Den tidligere VM-udfordrer Nigel Short har på Twitter udtalt, at Nigalidzes stormestertitel bør inddrages, ligesom der bør indføres to års karantæne for lignende forseelser.

Ifølge den engelske avis Daily Mail risikerer den geogiske stormester helt op til 15 års karantæne for sit snyd.

36 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere