- Jeg tror ikke, det vil være specielt klogt af mig at kritisere regimet, så jeg skal til at bevæge mig rundt i, hvis jeg ønsker at leve et langt og frugtbart liv.
Sådan siger den svenske skøjtestjerne Nils van der Poel til Aftonbladet.
Reaktionen kommer et par uger inden Vinter-OL i Beijng - og i kølvandet på de kommentarer, Yang Shu kom med i den forgangne uge.
Vicedirektøren i organisationskomiteen understregede blandt andet, at ’specifikke departementer kommer til at efterforske udøveres udtalelser under legene’.
- Alle udtalelser, der er på linje med den olympiske ånd, vil blive beskyttet. Alle udtalelser, der går imod den olympiske ånd, specielt mod kinesiske love og regler, kan blive straffet.
Det sagde han på en pressekonference tirsdag.
Orwellsk
Det har mødt stærk modstander i det internationale, olympiske samfund.
Australiens idrætsminister, Richard Colbeck, har kaldt det meget bekymrende og betonet vigtigheden af udøvernes ret og frihed til at have politiske holdninger på såvel sociale medier som i interviews.
Human Rights Watch løfter dog en pegefinger og tilføjer, at én ting er intentioner og gode ideer. Noget andet er den virkelighed, de befinder sig i – og kalder forholdene for ’orwellske’ med reference til forfatteren George Orwells berømte overvågningssamfund i ’1984’.
Det kom frem på et seminar, menneskerettighedsorganisationen afviklede i sidste uge.
- Der er i virkeligheden ikke ret meget beskyttelse, atleterne får tilbudt. Tavshed er lig med medvirken, og derfor er vi bekymrede, sagde Rob Koehler, der er direktør i Global Athlete Group.
- Så vi råder atleterne til ikke at sige noget. Vi vil have, at de deltager og gør brug af deres stemme, når de kommer hjem.
Den er Nils van der Poel med på.
- Så skal jeg nok tale om det. Det gør jeg meget gerne. Men ikke på forhånd. Det er meget vigtigt, vi taler om det. Nu er det ikke specielt klogt, hvis jeg vil ud derfra. Jeg har tilstrækkelig med grundlæggende forståelse for, at det er moralsk galt, hvad der foregår, siger han.
Danmark kommer heller ikke
Bekymringen og advarslerne forud for legene i Beijing skyldes Kinas påståede lemfældige tilgang til menneskerettigheder overfor uyghurerne samt andre muslimske minoriter, der har været udsat for systematisk deportation til arbejdslejre i Xinjiang-provinsen.
Dertil kommer undertrykkelse af Tibet og chikane af Taiwan, mens Hongkong har fået indskrænket selvstyret.
Vinter-OL åbnes i Beijing 4. februar. Men det er uden deltagelse af diplomater og toppolitikere fra store lande som USA, Canada, Storbritannien og Australien, der boykotter begivenheden.
Danmark vil hellere ikke være repræsenteret, men udenrigsminister Jeppe Kofod har undladt at bruge ordet boykot som forklaringen.
- Beslutningen er taget ud fra en samlet vurdering, hvor flere hensyn har vægtet ind. Det er klart, at vi er bekymrede for menneskerettighederne.
Nils van der Poel vandt VM-guld sidste år på både 5000 og 10.000 meter og er tilmed indehaver af verdensrekorden på begge distancer.