Støtter dansk model: - Ville føle mig snydt

Den danske OL-debutant Thijs Nijhuis bakker op om udsættelse af legene i Tokyo, men mener ikke, at Danmarks Idrætsforbund ligesom andre lande skal melde afbud

Thijs Nijhuis er allerede kvalificeret til OL, men den danske maratonløber forventer ikke, at legene i Tokyo bliver afholdt planmæssigt. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Thijs Nijhuis er allerede kvalificeret til OL, men den danske maratonløber forventer ikke, at legene i Tokyo bliver afholdt planmæssigt. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Thijs Nijhuis kan ikke vide sig sikker på, om han nogensinde evner at gøre det igen.

Hvorvidt han ville formå at ramme topniveauet på samme måde som den søndag i Sevilla. Der findes ingen garantier i det tempo.

Det er en måned siden nu. 23. februar brød den danske maratonløber gennem OL-muren for første gang i sit liv.

Med 33 sekunders margin til kvalifikationskravet. Tiden 2 timer 10 minutter og 57 sekunder var nok til at sikre ham billetten til legene i Tokyo. Og den næstbedste danske maratontid nogensinde.

Med sin forlovede Julie som tilskuer og støtte i de spanske gader. Hvilket år det skulle blive - og allerede var. Nu skulle 2020 både byde på bryllup og OL.

- Hvis det ikke var fordi, jeg lige havde løbet en maraton, kunne jeg nok flyve nu. Den her dag har jeg gået og drømt om i mange år. Jeg er så sindssygt glad, at jeg har svært ved at finde ord, lød det fra Nijhuis i telefonen.

En måned senere. 23. marts bliver han igen ringet op af Ekstra Bladet. Sevilla er er byttet ud med Thy, og euforien fra Andalusien er afløst af bange anelser på den jyske vestkyst.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Thijs Nijhuis har vist imponerende takter på maraton-distancen i både denne og forrige sæson. Her ses han ved VM i Doha i 2019, hvor det blev til en plads som nummer 31. Foto: Aleksandra Szmigiel/Ritzau Scanpix
Thijs Nijhuis har vist imponerende takter på maraton-distancen i både denne og forrige sæson. Her ses han ved VM i Doha i 2019, hvor det blev til en plads som nummer 31. Foto: Aleksandra Szmigiel/Ritzau Scanpix
 

Måske får han kun lov at sætte ringen på Julies finger i år. OL-ringene kan han efterhånden ikke skimte længere i horisonten.

Det er gået stærkt de sidste dage. Ikke kun på stierne i Nationalpark Thy. Coronavirussens hærgen ser nu også ud til at hive luften ud af de olympiske lege.

En udsættelse er det sandsynlige scenarie. Og det forstår den medicinstuderende eliteløber naturligvis.

- Sportsudøveren i mig har stadig lyst til at tage til OL og vil også være klar, men da coronavirussen ikke har toppet endnu, er det urealistisk at afholde det. Der kommer ikke til at være kvalifikationsmuligheder for rigtig mange udøvere. Jeg læste, at omkring halvdelen af deltagerne på verdensplan manglede at kvalificere sig, siger Nijhuis.

- Jeg stemmer for en udskydelse, hvis jeg skulle have noget at sige i den sammenhæng. Det burde blive afholdt næste år med det krav, at alle de, som allerede er kvalificeret, skulle med, hvis deres respektive forbund ønsker at sende dem, fortæller han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Niels Nygaard og DIF anbefaler en udsættelse af OL, men ønsker ikke at melde fra allerede som andre nationer har gjort. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Nygaard og DIF anbefaler en udsættelse af OL, men ønsker ikke at melde fra allerede som andre nationer har gjort. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
 

Hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) har man ikke lagt skjul på, at ønsket herfra er en udsættelse.

- Det er i den grad det, vi sætter vores lid til nu. At IOC og de japanske værter finder et andet tidspunkt at afholde OL, siger formand Niels Nygaard til Ekstra Bladet.

DIF lægger dog ikke op til en egentlig boykot i samme stil som Australien og Canada har bebudet.

Og et afbud er da heller ikke den rigtige måde at løse problemet på, mener Nijhuis, der selvfølgelig også har egne interesser i klemme.

Artiklen fortsætter under billedet ...

OL-flaget blev overdraget til japanske repræsentanter under afslutningen af legene i Rio 2016. Det ser dog ikke ud til, at det asiatiske land er i stand til at afholde begivenheden til tiden. Foto: Stefan Wermuth/Ritzau Scanpix
OL-flaget blev overdraget til japanske repræsentanter under afslutningen af legene i Rio 2016. Det ser dog ikke ud til, at det asiatiske land er i stand til at afholde begivenheden til tiden. Foto: Stefan Wermuth/Ritzau Scanpix

- Nej, det tror jeg ikke, at de skal. Jeg tænker, at de umiddelbart fint kan forholde sig i ro og vente med at melde noget ud. De kan sagtens og skal endelig ytre deres holdning. Men hvis de ligefrem siger, at de ikke kommer, ville jeg nok føle mig snydt, hvis OL bliver afholdt. Jeg tror da også, at det er derfor, at Danmark ikke har meldt noget ud.

- Kunne du selv finde på at melde afbud, hvis hverken IOC eller DIF foretager sig noget?

- Nej, det kunne jeg ikke. Jeg har kvalificeret mig, og hvis de virkelig mener, at OL skal afholdes, så stiller jeg også op. Jeg er ikke som sådan bekymret for noget i forhold til mig selv.

- Men problemet er, hvis vi får smittet den gruppe i befolkningen, som er ældre eller er svækket. Det er derfor, at vi helt generelt skal passe på alle sammen, siger Nijhuis.

Han har selv stillet sig til rådighed, hvis der skulle være behov for hans hjælp i det danske sygehusvæsen.

Men Indtil videre har der ikke været bud. Så foreløbig bliver Nijhuis på vestkysten. I aktiv venteposition.

Den japanske premierminister, Shinzo Abe, skal tirsdag holde krisemøde med Thomas Bach, der er formand for Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Mødet skulle angiveligt omhandle ønsket om en udsættelse.

Se også: IOC-veteran: OL bliver udskudt

Jublende Atalanta-fans på San Siro. En del af dem kan meget vel have fået mere end sejren med hjem fra turen til Milano. Foto:Daniele Mascolo/Reuters/Ritzau Scanpix Champions League - 23. mar. 2020 - kl. 20:24 CL-kamp var en kæmpe coronabombe

Åge Hareide fik ikke lov at sætte punktum som dansk landstræner. Nordmanden går glip af EM. Foto: Jens Dresling Sport og Spil EM er udsat: Her er vinderne - og de store tabere

9 kommentarer
Vis kommentarer