Storfavoritten lover fænomenal VM-finale

Michael van Gerwen vil bruge sin erfaring til at slå Michael Smith i VM-finalen i dart tirsdag aften

Foto: AP
Foto: AP

Hollænderen Michael van Gerwen er klar favorit til at vinde tirsdagens VM-finale i dart.

Verdensetteren skal møde hjemmebanehåbet Michael Smith fra England i finalen, der spilles i Alexandra Palace i det nordlige London og begynder klokken 21.10 dansk tid.

På trods af favoritværdigheden er Michael van Gerwen sikker på, at der venter en medrivende finale, som formentlig vil stå i kontrast til hollænderens meget overbevisende semifinalesejr.

Her slog han skotten Gary Anderson i en kamp, der ellers var blevet udråbt som den moralske finale mellem turneringens to største favoritter.

- Det bliver en fænomenal finale mellem mig og Michael Smith.

- Vi har tidligere spillet fænomenale kampe mod hinanden. Jeg har vundet de fleste af vores vigtige kampe, og jeg skal tage kampen meget seriøst for at vinde igen, for han er en meget talentfuld spiller, siger Michael van Gerwen ifølge Sky Sports.

Hollænderen har vundet VM to gange, og han har har tabt en enkelt VM-finale. Dertil kommer sejre og deltagelse i en lang række store finaler.

Den store erfaring håber han at kunne drage nytte af i finalen mod Michael Smith, hvis bedste VM-resultat på seniorplan er en kvartfinale for tre år siden.

- Det er hans første finale, og jeg skal bruge mine evner og min erfaring mod ham.

- Han har spillet godt i turneringen indtil videre, men jeg skal straffe ham på de rigtige tidspunkter, ligesom jeg også gjorde mod Gary Anderson i semifinalen, siger Michael van Gerwen.

Vinder hollænderen VM-finalen vil han komme ind i en eksklusiv klub med kun en anden spiller, den dartpensionerede legende Phil Taylor, der har vundet VM minimum tre gange. Taylor har vundet 14 VM-titler.

Den kommende verdensmester honoreres med cirka 4,135 millioner kroner, mens taberen af finalen må nøjes med cirka 1,65 millioner kroner.

Her er de seneste ti års vinder af VM-finalen i dart

* 2018: Rob Cross (England).

* 2017: Michael van Gerwen (Holland).

* 2016: Gary Anderson (Skotland).

* 2015: Gary Anderson (Skotland).

* 2014: Michael van Gerwen (Holland).

* 2013: Phil Taylor (England).

* 2012: Adrian Lewis (England).

* 2011: Adrian Lewis (England).

* 2010: Phil Taylor (England).

* 2009: Phil Taylor (England).

Kilde: Professional Darts Corporation (PDC)

Se også: Derfor stopper stjerne - konen blev truet med pistol

Se også: Se det her: VM-pokal stjålet for rullende kamera

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere