Tidligere NFL-stjerneskud død 38 år gammel

Den tidligere Detroit Lions-spiller Charles Rogers er død - han blev blot 38 år

Charles Rogers havde hele verden for sine fødder, da han kom til NFL. Men skader og problemer med stoffer fik ham fyret. Nu er han død, 38 år gammel. Foto: David Maxwell /AFP/Ritzau Scanpix
Charles Rogers havde hele verden for sine fødder, da han kom til NFL. Men skader og problemer med stoffer fik ham fyret. Nu er han død, 38 år gammel. Foto: David Maxwell /AFP/Ritzau Scanpix

Den tidligere NFL-stjerne Charles Rogers døde mandag - han blev blot 38 år gammel.

Rogers var et sandt stjerneskud, da den 22-årige wide receiver i 2003 blev draftet som nummer to efter to imponerende sæsoner hos Michigan State Spartans, der er et af de største college-hold i USA.

Da Rogers var en lokal dreng, var han derfor et oplagt valg for Detroit Lions, der da også valgte ham tidligt i 2003.

Han startede da også sin NFL-karriere med lyn og torden, da han samme år i de første fem kampe scorede to touchdowns og løb 243 yards.

Uheldigvis brækkede han kravebenet, hvilket satte en stopper for hans rookie-sæson.

I allerførste kamp efter sommerferien brækkede han igen kravebenet og fik desillusioneret lov til at tage hjem for at komme sig i stedet for at blive hos Lions' medicinske stab.

Da han kom tilbage til den kommende sæson var han skadefri, men havde udviklet en stof-afhængighed. Det resulterede i tre positive prøver, der i sidste ende kostede ham kontrakten hos Detroit Lions.

Selv om han forsøgte sig hos flere andre hold, kom han aldrig til at spille i NFL igen.

Han havde store problemer i privatlivet, hvor han siden highschool-tiden nåede at blive far til otte børn med fire forskellige kvinder. Flere gange var han på kant med loven, og han havde problemer med at holde sig væk fra de euforiserende stoffer.

Det var dog ikke stofferne, der i hvert fald direkte tog livet af hem.

I sin sidste tid kæmpede han nemlig med kræft og problemer med sin lever - og han var indlagt ventende på en levertransplantation, da han døde.

Lokalmediet Michigan Live har talt med to af Rogers' tidligere trænere fra Saginaw High, der bekræfter dødsfald og årsag. 

- Han havde kræft, men om den var relateret til hans lever, ved jeg ikke.

- De havde givet ham 30 dage at leve i, hvis han ikke fik en levertransplantaion, siger Saginaw Highs tidligere basketballtræner Marshall Thomas.

Rogers' footballtræner fra dengang, Don Durrett, var i kontakt med Charles Rogers kort inden dennes død.

- Jeg ringede til hans mor på hospitalet i weekenden og fik lov til at tale med Charles.

- Han sagde, at han var på vej til Gud, siger Don Durrett.

Charles Rogers har fortsat rekorden for flest touchdowns i Michigan State Spartans historie. 27 blev det til i 24 kampe.

Se også: Stjernen led i 26 år: Nu er hun død

Se også: Spillede 50 minutter med sprængt testikel

Se også: Vidnede mod Blade Runner: Nu er han likvideret

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere