'Udskyd OL til 2021'

Den olympiske komité i Brasilien ønsker, at IOC udsætter OL i Tokyo fra 2020 til 2021

Rio var vært for sommer-OL i 2016, og Brasilien har nu et ønske til IOC om at skubbe årets sommerlege i Japan et år på grund af coronavirus.
 Foto: Ritzau Scanpix
Rio var vært for sommer-OL i 2016, og Brasilien har nu et ønske til IOC om at skubbe årets sommerlege i Japan et år på grund af coronavirus. Foto: Ritzau Scanpix

Udskyd OL i Tokyo til 2021.

Det er budskabet fra den seneste vært for sommerlegene, Brasilien, som havde byen Rio de Janeiro som vært i 2016.

Brasiliens Olympiske Komité (COB) mener, at OL i Tokyo, der er planlagt til juli og august i år, bør udsættes i et år på grund af udbruddet af coronavirus.

Brasilien, som er Sydamerikas største og mest folkerige land, mener, at en udsættelse er tvingende nødvendig.

Det skyldes blandt andet, at udøverne har vanskeligt ved at forberede sig optimalt til legene.

Brasiliens Olympiske Komité understreger, at den har tillid til, at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) træffer de rigtige beslutninger.

Indtil videre har IOC ikke udskudt eller aflyst OL i Tokyo, og man arbejder stadig efter planerne om at sætte legene i gang 24. juli.

Det har mødt modstand fra adskillige atleter, forbund og senest også flere nationale olympiske komitéer.

Fredag skrev den olympiske komité i Norge et brev til IOC, hvor man bad om at få udsat legene. De olympiske komitéer i Colombia og Slovenien anmodede om det samme.

Og nu følger man trop i Brasiliens olympiske komité, som altså er den seneste vært for sommerlegene.

Se også: Alt ligger stille - svenske klubber spiller

Se også: OL-stjerner springer ud som undertøjsmodeller

Se også: Krisemøde: De vil ikke røre ved OL - endnu

0 kommentarer
Vis kommentarer