Verdensrekordholder mejet ned - får brud i nakken

En af favoritterne til at vinde triatleternes VM - Ironman Hawaii - Tim Don, blev onsdag kørt ned af en bil under træningen og brækkede en nakkehvirvel

Tim Don kommer ikke til start til weekendens Ironman-VM fra Hawaii. Privatfoto
Tim Don kommer ikke til start til weekendens Ironman-VM fra Hawaii. Privatfoto

Tim Don kom til Hawaii med en mission - han skulle vinde den prestigefyldte Ironman VM-titel, der hvert år er på spil på vulkanøen.

Den mission bliver ikke til noget i denne omgang.

For onsdag under sin cykeltræning på øen blev han kørt ned og kan derfor ikke stille op til løbet, der bliver skudt i gang lørdag.

Det fortæller han fra hospitalssengen i en video, han har lagt op på sin Instagram-profil. Og tonen i den indikerer, at selv om han går glip af årets vigtigste løb, så har han ikke mistet sit gode humør.

- Hej med jer - jeg er i Kona og i gang med de sidste forberedelser til løbet på lørdag. Jeg er gået efter et nyt aerodynamisk look. Jeg har hørt, at det er måden at slå Jan (Frodeno), Seby (Sebastian Kienle) og Patrick (Lange), podiet fra sidste år.

- Nej, desværre blev jeg ramt af en bil her til morgen, og jeg har et brud i min anden nakkehvirvel. Den gode nyhed er, at jeg ikke skal opereres

- Den dårlige nyhed er, at jeg er ude i fem-seks uger med en krave på.

- Men I kan regne med, at jeg kommer tilbage, siger den 39-årige brite.

Han var ellers kommet til Hawaii som verdensrekordholder.

For i maj vandt han Ironman Brazil i tiden 7.40.23 timer, der er den hurtigste tid nogensinde løbet i en Ironman-konkurrence - og den næstbedste nogensinde på distancen. Det er tyske Jan Frodeno, der vandt sidste år på Hawaii, der har sat den hurtigste tid nogensinde med 7.35.39 i Roth i 2016 i den konkurrerende Challenge-serie.

Tim Don jubler efter at have sat den hurtigste tid nogensinde i et Ironman-arrangement. Foto: All Over Press
Tim Don jubler efter at have sat den hurtigste tid nogensinde i et Ironman-arrangement. Foto: All Over Press

Tim Don er tidligere verdensmester i triatlon - det foregår på den olympiske distance, 1500 meter svømning, 40 km cykling og 10 km løb - og han har gjort en lynkarriere på ironman-distancen, 3800 meter svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb.

Han debuterede på den lange distance for blot tre år siden, og han har blot været til VM på Hawaii to gange før (udgik i 2015 og nr. 15 i 2016).

Løbet lørdag forventes at blive et opgør mellem sidste års nr. 1 og 2, Jan Frodeno og Sebastian Kienle.

På kvindesiden er der håb om dansk podieplacering til Michelle Vesterby og måske til Camilla Pedersen.

Se også: Mirakel-kvinden gør det igen: EM-triumf på hjemmebane!

Se også: Dansk triatlet med fantom-resultat på Hawaii

 

 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen