VM-stjerne forlader skoven for at komme til Tokyo

Slut med kort og kompas - sådan vil verdens bedste komme i en OL-finale

Efter syv VM-guldmedaljer vil Maja Alm prøve lykken på atletikbanerne (Foto: Dansk Orienteringsforbund)
Efter syv VM-guldmedaljer vil Maja Alm prøve lykken på atletikbanerne (Foto: Dansk Orienteringsforbund)

Billedligt talt skal et af Danmarks største sportsnavne Maja Alm transformes ud af skoven, henover terrænet og i finalen på 5000 m om to år ved  OL i Tokyo.

Der findes også et andet mål for den syv-dobbelte verdensmester, som udover en OL-finale undervejs hertil vil forbedre en af atletikkens ældste danske rekorder.

Maja Alm skal i en OL-semifinale ikke bare kvalificere sig til at løbe om medaljer.

Det må gerne ske på fornem vis ved at slette Loa Olafssons rekord fra 1978 på 15.08,8 minutter.

Ambitionerne er kæmpestore, og det samme er opbakningen til verdens bedste orienteringsløber.

Det usædvanlige og enestående projekt støttes af Team Danmark og Salling-fonden, som har øremærket 240.000 kr til den store forvandling.

I første omgang må den syv-dobbelte verdensmester forlade skovens dybe stille ro og lære at løbe med andre end sig selv og uden kort og kompas.

Det er sket tidligere, hvor Carsten Jørgensen i slutningen af 90'erne var både verdensmester i orientering og europamester i cross.

Næste sommer skal Maja Alm ind og løbe på banen og kvalificere sig til efterårets VM i Qatar.

Her vil et nyt rankingsystem se dagens lys, og det vil kræve tre tider at komme ind på listen og i betragtning til en VM-plads.

Der er en bagtanke med valget af 5000 m, fordi Maja Alm i flere år har brugt distancen i diverse tests.

Hun står noteret for den sjette bedste tid herhjemme på distancen med 15.40,73 minutter, så det handler om at kunne få skåret omkring tre sekunder væk pr. omgang, hvis 2020-målene for Ol i Tokyo skal nåes.

Missionen indledes søndag i Reykjavik, når den 30-årige kommende tandlæge er til start ved NM i cross i Reykjavik.

Derefter hedder 'køreplanen'  EM i cross i Tilburg i næste måned, tandlægeeksamen i januar, højdetræning i Kenya i februar/marts og VM cross i Aarhus på den sidste dag i marts.

'Projektet Maja Alm' er klar til komme op at køre efter den værst tænkelige start.

I den sidste konkurrence ved VM i orientering i Letland løb den danske stjerne ind i en tyk gren og pådrog sig en hjernerystelse.

Det er slut med kort og kompas. Maja Alm vil ud af skoven og ind på banen for at komme til OL i Tokyo (Foto: Polfoto:Lasse Kofod)
Det er slut med kort og kompas. Maja Alm vil ud af skoven og ind på banen for at komme til OL i Tokyo (Foto: Polfoto:Lasse Kofod)
 

Heldigvis viste det sig at være en mild hjernerystelse, og efter en måneds pause var hun igen løbende, så hun blev ikke en af de mange, som har fået karrieren spoleret af en hjernerystelse.

- Hun slap heldigt, siger den personlige træner Leif Lindstrøm, som følger med over i atletikken på halvtid.

Han er fortsat sportschef hos orienteringsløberne og er lånt ud frem til forårets VM i cross i Aarhus, nærmere bestemt ved Moesgaard Museum.

Lars Lindstrøm har brugt en del tid på at udarbejde en plan, hvor han bl. a. har involveret den kontroversielle forsker professor Carsten Lundby, som er ekspert i højdetræning.

Det er også hensigten at få skabt en kontakt til den norske Ingebrigtsen-klan med tre løbende brødre i verdensklasse for at høre om deres erfaringer med at komme til tops med nordiske gener på de ellers afrikansk-dominerede distancer.

Når Maja Alm efter endt afsluttende eksamen skal i højdetræning, har hun valgt at rejse til 'Home of Champions', altså Iten, Kenya, hvor Danmarks største atletik-navn Wilson Kipketer i sin tid trådte sine barnesko som elev på St. Patricks High School.

Hun kunne også som Ingebrigtsen-brødrene have valgt Flagstaff i USA, men her vil der være risiko for sne og dårligt vejr på det valgte tidspunkt, som skal være et led i forberedelserne til VM i cross.

Til den tid er den nyuddannede tandlæge blevet løber på fuld tid.

Det er sagt farvel til SU, men takket været donationen vil hun få 10.000 kroner om måneden, altså næsten det dobbelte af SU.

Selv om sporten er blevet mere og mere professionel, er der fortsat nogle, som kan bruge OL-drømmen som benzin.

Maja Alm

Maja Alm

10. juli 1988

Rekordliste:

VM-guld

2018: Sprint, Riga, Letland.

2017: Sprint, Tartu, Estland.

2016: Strömstad, Sverige

2016: Mix, Strömstad, Sverige.

2015: Sprint, Inverness, Skotland.

2015: Stafet, Inverness, Skotland.

2015: Mix, Inverness, Skotland.

VM-sølv

2018: Lang, Riga, Letland.

2017: Mix, Tartu, Estland.

2017: Lang, Tartu, Estland.

2016: Stafet, Strömstad, Sverige.

2014: Stafet, Veneto, Italien.

2014: Mix, Veneto, Italien.

2012: Sprint, Lausanne, Schweiz.

VM-bronze

2018: Mix, Riga, Letland.

2014: Sprint, Veneto, Italien.

Se også: Dansk super-kvinde tager nyt VM-guld: - Har været et sindssygt forløb

Se også: Forrygende Maja Alm vinder endnu en VM-medalje

Se også: Dansk verdensmester satser på OL: Derfor skifter hun sport

1 af 2 Verdens bedste orienteringsløber, Maja Alm har tidligere på gæstevisit i atletik og løbet den sjettehurtigste tid på 5000 m (Foto: Polfoto: Nanna Navntoft)
2 af 2 Efter syv VM-guldmedaljer vil Maja Alm prøve lykken på atletikbanerne (Foto: Dansk Orienteringsforbund)
3 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere