Voldsomme anklager: Her føres han væk

Ti måneder efter dopingaktionen 'Operation Aderlass' er den tyske læge Mark Schmidt blevet anklaget for omfattende doping-virksomhed

Mark Schmidt bliver her ført væk fra retten i München. Foto: DPA
Mark Schmidt bliver her ført væk fra retten i München. Foto: DPA

Massive anklager mod en tysk dopinglæge blev torsdag offentliggjort.

Her blev den store retssag efter dopingaktionen 'Operation Aderlass' nemlig påbegyndt i München.

Lægen, der i forbindelse med retssagen blot er benævnt Mark S., er identisk med Mark Schmidt, der har stået i spidsen for den klinik i Erfurt, der menes at være centrum i hele dopingringen, der blev optrevlet under 'Operation Aderlass'.

Det massive anklageskrift på 145 sider indeholder en stribe anklager mod Schmidt. Dels for at have hjulpet idrætsudøvere med blodtransfusioner og doping med væksthormon i en 'sofistikeret behandlingsplan', der skulle forbedre atleternes præstationer og gøre det vanskeligt at fange dem i en dopingkontrol.

Dels for at have tilføjet en person alvorlig kropsskade, da en kvindelig idrætsudøver efter at have fået tilført røde blodlegemer fik 'alvorlige bivirkninger'.

Mark Schmidt, der længe har siddet fængslet, har tidligere gennem sin advokat forklaret, at han vil lægge alle kort på bordet. Foto: DPA
Mark Schmidt, der længe har siddet fængslet, har tidligere gennem sin advokat forklaret, at han vil lægge alle kort på bordet. Foto: DPA
 

Anklageren forklarede i retten, at politiets undersøgelser har afdækket, at 23 atleter fra otte europæiske lande havde blod i klinikken, og der er i den omfattende anklage navngivet mere end 30 vidner - herunder adskillige atleter. Forbrydelser, der kan resultere i op til ti år bag tremmer.

Tidligere er de fire langrendsløbere Andreas Veerpalu, Karel Tammjärv, Alexey Poltoranin og Algo Kärp samt trænerne Mati Alaver og Andrus Veerpalu blevet udelukket i fire år - det samme er cykelrytterne Georg Preidler og Stefan Denifl. Desuden blev den østrigske langrendsløber Max Hauke for en måneds tid siden i​​dømt en betinget fængselsstraf på fem måneder for såkaldt sportsligt bedrag - en anklage, der også er blevet rejst mod Preidler.

Det blev desuden anført i anklageskriftet, at Schmidt ikke har været alene om det omfattende projekt - han har haft fire medsammensvorne. De fire og de tyske af de 23 atleter, vil også blive anklaget i sagen - men det omfang kendes ikke endnu.

Se også: Stjerne sigtet i stor sag: Risikerer ti års fængsel

Se også: Kronvidne i bloddopingsag anholdt: Jeg tabte kampen

Se også: Taget på fersk gerning: De sværeste sekunder i mit liv

4 kommentarer
Vis kommentarer