Kobe Bryant brækker næsen

Lægerne skal undersøge Los Angeles Lakers-profilen. Ugens NBA-kamp mod Minnesota kan være i fare

Trods den brækkede tud spillede Kobe Bryant videre. (Foto: AP)
Trods den brækkede tud spillede Kobe Bryant videre. (Foto: AP)

Selvom den amerikanske basketballspiller Kobe Bryant dunkede flere point hjem i søndagens All Star-kamp i NBA, fik matchen alligevel en ærgerlig afslutning for superstjernen.

Los Angeles Lakers-profilen brækkede næsen i tredje quarter, da han blev ramt i hovedet af Miami Heat-spilleren Dwayne Wade.

- En skanning har afsløret en fraktur på næsen, og han vil blive undersøgt igen tirsdag, siger talsmand John Black for Los Angeles Lakers.

Dwayne Wade undskyldte ikke for sin handling, da han mener, at Kobe Bryant selv havde været hårdhændet under basketballkampen.

- Jeg gjorde det selvfølgelig ikke med vilje. Men Kobe lavede 'fejl' på mig to gange i træk, så han er stadig en foran mig, siger Wade.

Trods den brækkede tud spillede Kobe Bryant videre helt ind til midt i fjerde quarter, og det lykkedes stjernen at score hele 27 point.

Western Conference, som Bryant spillede for i All Star-kampen, vandt 152-149 over Eastern Conference.

Dermed har han nettet 271 point i 61 All Star-kampe i sin karriere. Det betyder, at Kobe Bryant rykker op på førstepladsen på topscorerlisten foran den tidligere verdensstjerne Michael Jordan.

Los Angeles Lakers skal allerede onsdag møde Minnesota i NBA. Først efter endnu en undersøgelse tirsdag ved klubben, om Kobe Bryant har mulighed for at spille med.

0 kommentarer
Vis kommentarer