Ny tv-kanal satser på smalle sportsgrene

Kanal Sport vil finde sin niche blandt de sportsgrene, der bliver overset af de store tv-stationer i dag

Man går forgæves, hvis man regner med at se superligafodbold eller ligahåndbold på Kanal Sport, når den nye tv-kanal blænder op for sport døgnet rundt den 1. marts.

For stationen går i den stik modsatte retning af alle andre og satser på de idrætsgrene, der ikke har dyre tv-rettigheder bundet i halen. Og så vil man frem for alt satse på dansk sport.

- Der bliver sendt mere og mere sport på danske tv-kanaler, men mindre og mindre af det foregår herhjemme. Det er der, vi ser en mulighed for at tilbyde noget nyt.

- Vores primære fokus er her i Danmark, siger den administrerende direktør for Kanal Sport, Holger Kristiansen.

Mange livetransmissioner
Den nye tv-station kan i modsætning til mange af sine konkurrenter tillade sig at beskæftige sig med sportsgrene, der ikke nødvendigvis trækker mange seere.

- Vi har en helt anden finansieringsmodel end nogle af de andre kanaler. For dem er seertal på 30-40.000 til et magasinprogram tæt på smertegrænsen, fordi de skal tjene de mange millioner ind, som de har brugt på rettigheder.

- Men for os vil sådanne seertal være rigtig fine, og mindre kan endda også gøre det, siger direktøren.

Han forventer, at en fjerdedel af sendefladen vil bestå af livetransmissioner, men vil endnu ikke røbe de konkrete sportsgrene.

Færre kameraer
Der er tale om hjemlige ligaer, der ikke i forvejen har en tv-aftale, og det kunne eksempelvis være speedway eller floorball.

Normalt er det at sende live fra en idrætsbegivenheder en dyr affære, men Kanal Sport har eksisteret tre år som tv-kanal på internettet og har derigennem gjort sig nogle erfaringer med at holde omkostningerne nede.

- Vi kommer med tre-fire kameraer i stedet for 16, og vi er også vant til at arbejde i mindre hold. Det er et setup, der er trimmet til internettet, men vi kommer alligevel til at sende i tv-kvalitet og mange gange også i HD, siger Holger Kristiansen.

Blandt partnerne i den ny tv-kanal er Danske Spil, der vil bruge kanalen som platform til spilinformation og Yousee, der distribuerer kanalen gratis til alle sine kunder med den fulde tv-pakke.