Nike dropper Pistorius i fremtidige reklamer

Den amerikanske tøjproducent har ikke planer om at benytte den drabssigtede sydafrikaner i fremtidige reklamer.

(Foto: oscarpistorius.com)
(Foto: oscarpistorius.com)

Oscar Pistorius kommer ikke til at optræde i reklamer for Nike i den nærmeste fremtid.

Den amerikanske tøjproducent har ingen planer om at benytte den drabssigtede sportsstjerne i flere af firmaets reklamer. Det oplyser Nike til nyhedsbureauet Reuters.

Benamputerede Pistorius, der i sommer vandt guld i sprint ved de paralympiske lege i London, er i øjeblikket varetægtsfængslet, efter at hans kæreste Reeva Steenkamp natten til torsdag blev skudt i Pistorius' hjem.

Det er langt fra første gang, at Nike har haft problemer med en af de atleter, som de sponsorerer.

Nike var også sponsor for NFL-quarterbacken Michael Vick, der i 2007 blev upopulær og suspenderet fra sin sport, da det kom frem, at han arrangerede hundekampe.

Tøjproducenten var også sponsor for den fallerede atletikstjerne Marion Jones, der brugte præstationsfremmende stoffer og i 2007 blev frataget sine fem guldmedaljer fra OL i Sydney syv år tidligere.

Nike har også været sponsor for golfspilleren Tiger Woods og cykelrytteren Lance Armstrong, der begge har fået masser af kritik. Woods for at være utro med sin kone, og Armstrong for at dope sig på vejen til syv sejre i Tour de France.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere