Dansk OL-håb sætter verdensrekord

Sara Slott Petersen erobrede tirsdag aften verdensrekorden på 300 meter hæk indendørs

Sara Slott satte ny uofficiel verdensrekord på 300 meter hæk tirsdag. (Foto: AP)
Sara Slott satte ny uofficiel verdensrekord på 300 meter hæk tirsdag. (Foto: AP)

Med et halvt år til de olympiske lege i London viser den danske hækkeløber Sara Slott Petersen tænder.

Tirsdag aften i finske Vasa beviste Aarhus 1900-atleten, at hun hører til i verdenseliten ved at sætte ny bedste tid (39,29 sekunder) på den sjældne 300 meter-distance.

På målstregen var danskeren, der allerede er udtaget til OL, hele 2,28 sekunder hurtigere end indehaveren af den gamle rekord, norske Stine Tomb.

Det er dog ingen officiel rekord, meddeler Dansk Atletik Forbund.

Se også: Sara Slott og Andreas Bube OL-klar

- Når der ikke er tale om nogen officiel rekord, skyldes det, at den indendørs løbebane i Vasa er 300 meter i omkreds – og ikke de 200 meter, som er det officielle mål. Den slags haller er sjældne, og følgelig er det ikke mange, som prøver kræfter med distancen. Det ændrer dog ikke ved, at den 24-årige Aarhus 1900-atlet, som allerede er udtaget til OL i London, præsterede en tid i verdensklasse, skriver DAF.

I aktion allerede på lørdag
- Jeg vil klart mene, at det er en god tid, men faktisk er Sara med sin øjeblikkelige træningsstatus nok bedre på 300 end 400 meter hæk, vurderer hendes træner Mikkel Larsen ifølge en pressemeddelelse fra forbundet.

Det var første konkurrence for Slott Petersen siden VM-semifinalen i august. Men allerede lørdag skal hun i ilden igen - i Wien.

Hér gælder det 400 meter-distancen - uden hække.

- Realistisk regner vi med en tid på mellem 54 og 54,5 sekunder, men er hun ikke alt for smadret efter i dag, får hun lov til at løbe ’for frie tøjler’ – og så må vi se, siger Mikkel Larsen med henvisning til Slott Petersens danske rekord på 53,87 sekunder, der blev sat ved EM i 2009 i Torino.

0 kommentarer
Vis kommentarer