Dansk OL-løber slår sig selv igen

800-meter-løberen Andreas Bube har forbedret sin personlige rekord indendørs for tredje gang på ni dage

Andreas Bube leverede søndag et nyt godt resultat. (Arkivfoto: AP/Anja Niedringhaus)
Andreas Bube leverede søndag et nyt godt resultat. (Arkivfoto: AP/Anja Niedringhaus)

Det går den helt rigtige vej for den danske OL-løber Andreas Bube, som søndag forbedrede sin personlige indendørs rekord på 800-meter-distancen for tredje gang på bare ni dage.

Bagsværd-løberen blev lørdag nummer to ved Flanders Athletics Meeting i belgiske Gent med tiden 1.47,50 minutter.

Det er en forbedring på 0,12 sekund af den tid, som Bube satte i tirsdags ved et stævne i Frankrig. Han startede sin række af personlige rekorder 10. februar ved et stævne i Düsseldorf, hvor han løb i tiden 1.47,81 minutter.

Blandede følelser
I Gent var den danske løber 0,16 sekund efter spanieren Antonio Reina, som vandt løbet, og det var han ikke tilfreds med.

- Jeg har sådan lidt blandede følelser. Inden sæsonen havde jeg ikke forventet så hurtige tider, men når jeg står på startstregen, så vil jeg vinde - og helst i en hurtig tid.

- Så det gør lidt ondt at blive toer. Men jeg er bare glad for, at grundformen er så god, som den er, siger Andreas Bube.

Udendørs har Andreas Bube en personlig rekord på 1.45,04 minutter.

Bagsværd-løberen deltager på torsdag i IAAF Indoor Permit i Globen i Stockholm, som er hans sidste internationale stævne i denne sæson, og i næste weekend løber han DM i Skive.

0 kommentarer
Vis kommentarer