Titusindvis af løbere hylder Boston

Et år efter terrorangrebet ved maratonløbet i Boston er 2014-løbet gennemført med jubel og blå himmel.

En løber kysser startlinjen. (Foto: AP/Stephan Savoia)
En løber kysser startlinjen. (Foto: AP/Stephan Savoia)

Løbere så langt øjet kunne se, endnu flere tilskuere, glæde og en blå himmel.

Boston i USA har gennemført dette års maratonløb med både bange anelser, med trods og med beslutsomhed om at gøre det til en succes for at ære ofrene for sidste års terrorangreb.

Da blev tre mennesker dræbt og 264 såret, da bomber, der menes gemt i rygsække, eksploderede i målområdet.

Se også: Løbe-legende vinder i sin debut på maraton

Af samme grund var sikkerheden skærpet betydeligt i år. 3500 politifolk var til stede, dobbelt så mange som normalt, masser af sikkerhedsfolk i civil var der, og tilskuere og deltagere havde fået forbud mod at bringe tasker med sig.

- Vi har forsøgt at finde en balance mellem omfattende sikkerhed og bevarelse af familiefølelsen på denne dag, siger Deval Patrick, guvernør i delstaten Massachusetts.

Da løbet skulle i gang under den blå himmel og i klart solskin, var der usædvanligt mange løbere. Faktisk hele 36.000 fra hele verden.

Det er 9000 flere end i 2013, og det er meget tæt på rekorden fra 1996, da 38.708 løbere deltog i dette verdens ældste maratonløb, som netop i 1996 markerede sit 100 årsjubilæum.

Rundt om i Boston og blandt tilskuerne bar mange mennesker T-shirts med påskriften 'Boston Strong', mens de så løberne.

Se også: Ny Marathon-rekord i Chicago

Gerningsmændene bag sidste års terrorangreb var ifølge anklagemyndigheden to brødre, hvoraf den ene, Tamerlan Tsarnaev, nogle dage senere blev skudt og dræbt af politiet.

Hans bror Dzhokhar Tsarnaev blev fanget og skal i retten, hvor der er rejst 30 anklager mod ham i forbindelse med attentatet.

Maratonløbet 2014 blev for kvindernes vedkommende vundet af Kenyas Rita Jeptoo - i øvrigt hendes tredje sejr ved maraton i Boston.

Amerikaneren Meb Keflezighi var hurtigste mand på maratondistancen, der er på 42 kilometer og 195 meter.

- Dette handler ikke om mig, men om alle dem, der stod langs ruten. Jeg gav alt for dem, og de hjalp mig utroligt meget på de sidste kilometer, sagde han ifølge flere nyhedsbureauer efter løbet.

1 af 2 Meb Keflezighi fra San Diego vandt den 118. udgave af Boston Marathon. (Foto: AP/Charles Krupa)
2 af 2 En løber kysser startlinjen. (Foto: AP/Stephan Savoia)
0 kommentarer
Vis kommentarer