Dansk brydesport i choktilstand

Brydning droppes med al sandsynlighed fra OL-programmet fra og med 2020 - dansk brydeformand i chok

Mark O. Madsen har to gange deltaget ved OL. Fra 2020 skal danske brydere dog ikke regne med at komme i aktion ved Olympiske Lege. (Foto: Andreas Szlavik)
Mark O. Madsen har to gange deltaget ved OL. Fra 2020 skal danske brydere dog ikke regne med at komme i aktion ved Olympiske Lege. (Foto: Andreas Szlavik)

Meget tyder på, at brydning - den mest populære sportsgren ved de olympiske lege i antikken - bliver droppet fra de moderne olympiske lege fra og med 2020, hvor Istanbul, Tokyo og Madrid er kandidatbyerne.

Ikke så lidt af et chok for formanden for Danmarks Brydeforbund, Palle Nielsen.

- Vi er i allerhøjeste alarmberedskab! siger en lamslået brydeformand, der samtidig erkender:

- Vi ved faktisk ikke, hvilket ben vi skal stå på.

- Jeg sidder her med en gammel formand for forbundet, og det er da vildt mærkeligt at sidde og planlægge noget arbejde, og så få sådan en nyhed på sms.

- Alt er bygget op omkring OL. Vores ungdomslandshold hedder 'Team 2020', så det siger jo alt, siger Palle Nielsen, der føjer udtryk som 'surrealistisk' og 'vildt mærkeligt' til de udmeldinger, der i dag kommer fra IOC.

Se også:

Se også: Brydning tages af OL-programmet fra 2020

- Sporten har været under pres før. Efter 2004 i Athen fik vi påbud om, at vi skulle gøre sporten mere tv- og tilskuervenlig. Og der blev gjort forskellige ting, vi gik fra to perioder til bedst ud af tre perioder.

- Men det er jo lidt en nørdesport. Og det har måske ikke været så heldigt, at vi har ført det setup, vi bruger fra eksempelvis VM over i OL, hvor finaler afvikles få timer efter semifinaler. Det gør det jo umuligt at lave pressearbejde og bygge spænding op omkring en finale, hvor der er en af vores brydere med.

- Jeg kan da ikke rigtig se, hvorfor man ikke kunne holde semifinalerne dagen før finalerne, så der var tid til at få bygget en stemning op, siger Palle Nielsen.

- Men alene af hensyn til traditionerne burde brydning være med på programmet. Så kan man sige 'rend mig i traditionerne', og det er også rigtig nok. Men nu handler OL jo også om traditioner. At det her overhovedet kan komme på tale er vildt mærkeligt, siger brydeformanden.

Ifølge Associated Press er beslutningen om at droppe brydning ved OLi 2020 en foreløbig beslutning, der er truffet over flere afstemninger i komitéen. Den endelige beslutning vil blive truffet, når IOC-medlemmerne træder sammen i Buenos Aires i Argentina i september. Ifølge AP er det dog 'højst usandsynligt', at beslutningen bliver omgjort.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere