Danmark rykker op i fornemt atletik-selskab

Med en stærk holdindsats vandt det danske atletiklandshold søndag den europæiske 2. division og rykker nu op i First League

Andreas Bube vandt på 800 meteren i Bulgarien og var dermed med til at sikre Danmark oprykning. (Foto: AP/Martin Meissner)
Andreas Bube vandt på 800 meteren i Bulgarien og var dermed med til at sikre Danmark oprykning. (Foto: AP/Martin Meissner)

Der er sket store fremskridt i dansk atletik de seneste år, og det blev i den grad slået fast, da holdet i weekenden deltog i den europæiske 2. divisions stævne i Bulgarien.

På forhånd var Danmark ikke umiddelbart blandt de bedste bud på en oprykning, men en fremragende indsats betød, at Danmark vandt stævnet og dermed rykker op i First League, som er den næstbedste division i Europa.

Her skal Danmark om to år dyste mod blandt andet Sverige, Norge og Finland, som ved Super League-stævnet i Rusland samtidig rykkede ud af det stærkeste selskab og ned i næstbedste division.

- Vi udnyttede vores chance. Vi var ikke på forhånd favoritter, men kæmpede som et hold fra start og til ende. Alle var koncentrerede, og de erfarne atleter gik forrest og påvirkede de unge debutanter i positiv retning, lyder det fra sportschef Piotr Haczeki en pressemeddelelse.

I 2017, når Danmark skal deltage ved First League-stævnet, bliver modstanden af en anden kaliber, men sportschefen tror på, at der er endnu mere potentiale i de danske atleter.

- Vi er nødt til at tro på, at det kan lade sig gøre. Nu har vi to år til at forberede os, og selvfølgelig skal vi sætte barren højt, siger han.

Den historisk gode indsats blev sat i gang lørdag med to danske rekorder og seks disciplinsejre.

Søndag fortsatte Andreas Martinsen de flotte præstationer på 110-meter hæk med 13,71 sekunder - bare 0,03 sekunder fra weekendens tredje hækkeløbsrekord.

Andreas Bube fulgte op med en knusende sikker sejr på 800-meter, mens debutanten Mads Tærsbøl gjorde det samme på 3000-meter-distancen.

Som prikken over i’et sluttede det mandlige 4x400-meter-hold af med det, som var weekendens tiende sejr.

Værterne fra Bulgarien blev nummer to ved stævnet og rykker op sammen med Danmark.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere