Føler sig snydt: - Ikke noget billedmateriale

Den danske hækkeløber Sara Slott fik ikke medhold i sin protest, efter at hun blev diskvalificeret

Sara Slott Petersen er ikke tilfreds med beslutningen. Foto: Alastair Grant/AP
Sara Slott Petersen er ikke tilfreds med beslutningen. Foto: Alastair Grant/AP

Sara Slott Petersen havde egentlig løbet sig i semifinalen i 400 meter hækkeløb ved VM i Qatar, men måtte se drømmen om et topresultat forsvinde.

Hun blev diskvalificeret for at have passeret en hæk ulovligt på vej mod sin andenplads i et indledende heat og nedlagde protest. Den blev afvist, men den aarhusianske hækkeløber er langtfra enig i beslutningen.

- De disker mig, fordi de siger, mit ben går under, og det er der, vi er uenige, for det har de ikke noget billedmateriale på.

- Jeg synes, de disker mig på et grundlag, hvor de ikke kan bevise det, siger hun til TV2 Sport.

32-årige Slott, der vandt EM-guld i Amsterdam i 2016 og sølv ved OL i Rio samme år, blev straffet for ikke at få sit knæ op i korrekt højde i tide på vej over en hæk.

Ifølge Slott var det i første omgang hæk nummer seks, der var indgivet protest imod. Men hun blev efter eget udsagn straffet for at bryde reglerne på en anden hæk, hvilket hun kalder "fuldstændig imod reglerne".

Beslutningen skuffer løberen, der ellers følte, at hun kom ind til VM med optimale forberedelser.

- Jeg havde helt klart set mig selv i den finale, og jeg havde set mig selv meget konkurrencedygtig i den finale. Men man skal stå i den, før man kan konkurrere om medaljerne, så det er selvfølgelig vildt frustrerende.

Danskerens heat blev vundet af amerikaneren Dalilah Muhammad i tiden 54,87 sekunder. Ved OL i Rio for tre år siden var amerikaneren den eneste, der var hurtigere end Sara Slott Petersen i finalen.

Slott selv gennemførte i 55,28 sekunder, men den tid blev altså efterfølgende annulleret.

Se også: Nedturen er total: Det er slut
Se også: Trist dom efter dansk fiasko: Ekspert tror ikke på det
Se også: Kæmpe drama: Real Madrid på katastrofe-kurs  
21 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere