Første gang siden 1948: - Helt vild følelse

Danmarks hurtigste kvinde, Astrid Glenner-Frandsen, jubler over den historiske danske præstation, hvor der for første gang nogensinde skal to stafethold til OL

Astrid Glenner-Frandsen og de andre stafet-kvinder er klar til OL - ligesom også mændene sensationelt er det. Foto: KAZUHIRO NOGI/Ritzau Scanpix
Astrid Glenner-Frandsen og de andre stafet-kvinder er klar til OL - ligesom også mændene sensationelt er det. Foto: KAZUHIRO NOGI/Ritzau Scanpix

For første gang siden 1948 er Danmark med, når der skal løbes stafet til OL.

- Det er en helt vild følelse, siger Astrid Glenner-Frandsen til Ekstra Bladet kort tid efter drømmen er gået i opfyldelse.

Også jubel hos holdkammeraterne

Men det var noget af en gyser, da hun sammen med Mathilde U. Kramer, Mette Graversgaard og den tidligere fodboldspiller Ida Karstoft stod på løbebanen til World Relay i Polen og ventede på resultatet.

For Danmark kvalificerede sig ikke via de to første pladser i heatet, men sikrede finaleplads og OL-kvalifikation på ottende og sidste mandat via tiden 44.25 sekunder.

- Vi stod der og håbede på det, men vi turde ikke tro på det, før det var officielt.

- Vi var lidt i tvivl, for vi har løbet hurtigere end det, og det var svært at sige, om det var et godt løb eller ej. Vi troede på det, men resultatet kom lidt sent, siger Danmarks hurtigste kvinde, der løb andenturen i Polen.

Hvordan skal I fejre det?

- I første omgang skal vi løbe finale i morgen, så vi må lige prøve at geare lidt ned, så vi er klar til i morgen, og så må vi fejre det på værelset.

Og finale i morgen ved World Relays, hvad er målet her?

- Målet var jo at kvalificere os til OL, men vi går måske efter en dansk rekord, og så ellers efter den bedst mulige placering, for det er nogle hårde hold, vi er oppe imod.

Kvindernes finale består udover Danmark af Holland, Frankrig, Polen, Schweiz, Ecuador, Italien, Japan.

På forhånd blev danskerne fremhævet som et af de bedste hold til skifterne, men det sidste skifte så ikke optimalt ud i det indledende heat.

- Vores løb var langt fra optimalt. Det var meget koldere end på vores træningslejr i Portugal, og der er flere ting, vi kan korrigere, så det bliver et bedre løb, siger Astrid Glenner-Frandsen.

Der er grund til smil hos Astrid Glenner-Frandsen, og de øvrige danske stafetløbere. Foto: Soeren Stache/Ritzau Scanpix
Der er grund til smil hos Astrid Glenner-Frandsen, og de øvrige danske stafetløbere. Foto: Soeren Stache/Ritzau Scanpix

Her træner danskerne skifterutinen

Mens det på forhånd var fifty-fifty om kvinderne kom med, så var det helt sensationelt, at de danske mænd også kvalificerede sig til OL. Det skete med en margin på 1/1000 (!) sekund, og deres kvalifikation gør bare den dan danske atletik-fest endnu større.

- Ja, det var en helt vild overraskelse, og det er en kæmpe dag for os alle og for dansk atletik. Jeg ved ikke, om det nogensinde er sket før, at vi har to hold med, siger Astrid Glenner-Frandsen.

Et opslag i historiebøgerne viser, at det er det ikke. Da kvinderne var med senest i 1948, der var mændene ikke med.

Mændene var til gengæld med på 4 x 100 meter i 1920 og 1924, men der var det uden kvinderne.

Finalerne ved World Relays løbes søndag, og mens det for mændene er første deltagelse her, så var de danske kvinder også for to år siden i finalen ved World Relays, hvor det dog blev til en placering som nummer otte og sidst i finalen i Japan.

Ved VM 2019 blev de nummer 13, mens det blev til en 11. plads ved EM 2018.

I marts røg Danmarks hurtigste 100 meter-løber med ambulance på coronahospital i Polen, men det hele viste sig at være en fejl kunne Astrid fortælle Ekstra Bladet.

Også stafet-mændene skal til OL, og det er sensationelt  - tryk på pilen til højre for at se dem også!