Helt skørt: VM-stjernens meget utraditionelle sejr

Jamaicansk OL-guldvinder sprintede sig i 200 meter-finalen - via utraditionelt trick

Veronica Campbell-Brown skifter bane og vinder sit heat. Bag sig har hun britiske Margaret Adeoye. (Foto: AP)
Veronica Campbell-Brown skifter bane og vinder sit heat. Bag sig har hun britiske Margaret Adeoye. (Foto: AP)

Det hører til sjældenhederne, at sprintere i atletik begynder et løb i en bane og slutter i en anden.

Som udgangspunkt er det hamrende forbudt og medfører diskvalifikation, fordi det oftest generer minimum en anden løber i feltet.

Men ingen regler uden undtagelser.

Og det kommer jamaicanske Veronica Campbell-Brown til gode ved VM i atletik denne uge i Beijing.

På det enorme 'Fuglereden' -stadion i den kinesiske hovedstad fik tilskuerne sig således onsdag aften en anderledes sprint i et af de indledende 200 meter-heats.

Halvvejs gennem heatet - i slutningen af svinget - må klappen være gået ned for jamaicaneren, der udførte noget af et vognbaneskifte over i britiske Margaret Adeoyes bane, hvorfra hun stormede i mål til sejr. Faktisk lå hun også i den bane yderligt med fare for at snuble ind i den næste.

Se også: To kenyanere går i dopingfælden ved VM i atletik

Bag sig havde hun Adeoye, der tydeligvis undrede sig. Campbell-Brown var suveræn og lå derfor allerede et godt stykke foran Adeoye, da hun skiftede bane, og derfor kolliderede de to heller ikke på nogen måde.

Hovedpine
Men briten var forundret. Ikke sur, for hun endte med at bruge sin modstander som pace og kvalificerede sig dermed selv til semifinalerne.

- Jeg var sådan lidt...'var det hende, eller mig (den var gal med, red.)?' Det hjalp mig på vej mod målstregen, så det er fint nok. Jeg forsøgte bare at komme så tæt på hende som overhovedet muligt, fordi jeg regnede med, at hun ville blive diskvalificeret, sagde Adeoye efterfølgende.

Adeoye forstår ikke helt, hvad der netop er sket. (Foto: AP)
Adeoye forstår ikke helt, hvad der netop er sket. (Foto: AP)
 

Men der havde hun gjort regning uden vært.

For det internationale atletikforbund, IAAF, havde ikke i sinde af smide stjernen ud. Tværtimod.

Se også: Sara Slott snydt for VM-medalje

Som følge af afstanden mellem de to løbere, vurderede man, at det ikke var en overtrædelse af reglementet, da hverken Adeoye eller andre i heatet blev generet af det utraditionelle trick.

Men præcis hvad der gik gennem hovedet på hende undervejs, fik man ikke umiddelbart svar på, for Veronica Campbell-Brown hastede forbi pressen med en undskyldning om hovedpine.

Der er semifinaler på distancen torsdag eftermiddag dansk tid. Du kan se konkurrencerne på DR3.

1 af 2 Adeoye peger og smiler i afmagt over Campbell-Browns utraditionelle løb. (Foto: AP)
2 af 2 Veronica Campbell-Brown skifter bane og vinder sit heat. Bag sig har hun britiske Margaret Adeoye. (Foto: AP)
7 kommentarer
Vis kommentarer