Ingen danskere indblandet i stor atletik-skandale

Svenske og norske, men ingen danske atleter har afgivet mistænkelige blodprøver, viser lækket dopingliste

Der er ingen danskere på den dopingliste, som er blevet offentliggjort af The Sunday Times og tv-stationen ARD i denne weekend. (Foto: AP)
Der er ingen danskere på den dopingliste, som er blevet offentliggjort af The Sunday Times og tv-stationen ARD i denne weekend. (Foto: AP)

Ingen danske atleter er umiddelbart blandet ind i den dopingskandale, som i denne weekend har ramt atletiksporten.

Den britiske avis The Sunday Times og den tyske tv-station ARD er kommet i besiddelse af en database fra Det Internationale Atletikforbund (IAAF) indeholdende mistænkelige blodprøver fra 800 atleter.

I databasen er der flere norske og svenske atleter, men ingen danskere. Det skriver DR Sporten, der har skaffet sig adgang til en låst artikel på The Sunday Times hjemmeside.

Syv procent af blodprøverne fra de svenske atleter er mistænkelige, mens det samme gør sig gældende for fem procent af de norske blodprøver.

Se også: Ny afsløring: Kæmpe dopingproblemer i atletik

Værst ser det ud med atleter fra Rusland, Ukraine og Tyrkiet, hvor henholdsvis 30, 28 og 27 procent af prøverne ifølge DR Sporten betegnes som mistænkelige.

Det antydes af ARD og The Sunday Times, at hver tredje medalje, der i perioden 2001 til 2012 er blevet uddelt i atletikkens udholdenhedsdiscipliner ved VM og OL, er vundet af atleter, der har afleveret "mistænkelige" blodprøver.

Dopingafsløringerne kommer blot tre uger før VM i Beijing.

Se også: WADA er i chok over dopingafsløring i atletik

2 kommentarer
Vis kommentarer