'Kunne se knoglerne stikke ud': Smadret OL-sprinter tabte tre liter blod

Den britiske sprinter James Ellington afslører, at han tabte tre liter blod og brækkede bækkenet og benet, da han blev kørt ned i Spanien - tre uger efter er han begyndt at træne igen

Han havde nær mistet livet 17. januar.

Sammen med træningsmakkeren Nigel Levine blev James Ellington påkørt af en bil, da de var ude at køre på motorcykler i forbindelse med en træningslejr på Tenerife.

De to olympiske sprintere blev hastet på hospitalet, og hurtigt stod det klart, at Ellingtons tilstand var alvorlig.

I dag tre uger efter kan han se tilbage på episoden og tale om den.

Han kan uden at fortrække en mine berette, at han havde fået et dobbelt brud på højre underben, hvor både skinneben og lægben gik midt over. Derudover var hans bækken blev brækket op, og han havde pådraget sig en mindre fraktur i venstre underben og fået en grim flænge i hovedet.

I alt mistede han næsten tre liter blod.

Han husker ikke øjeblikket, hvor bilen ramte ham, men han kan huske, at han kom til sig selv og havde ondt i benene.

- Mit venstre ben havde en fraktur, men mit højre ben var helt smadret - jeg kunne se knoglerne stikke ud.'

- Så råbte jeg efter Nigel for at høre, hvor han var. Og så lå vi og talte sammen og tjekkede, at vi var i live, siger han til BBC.

Det var de heldigvis - men det kan blive problematisk for Ellington at komme tilbage på det høje niveau, han havde inden ulykken. Det vurderer Angus Lewis, der er kirurgisk overlæge.

- For gennemsnitspatienten, der ikke er en olympisk atlet, så er det her store skader - og der er ikke kun én skade her. Så det her truer i høj grad hans karriere, vurderer Lewis.

Selv er James Ellington stålsat omkring at gøre comeback - men først til 2018. Derfor er han også allerede i gang med at træne:

Ulykken har også sat sine mentale spor hos den 31-årige sprinter, der nu sætter pris på lidt andre ting i livet.

- Jeg er glad for at være i live og at have gode folk omkring mig. Man sætter bare mere pris på det, man har. Der er mange, der fokuserer på det, de ikke har - og det er der, man bliver ulykkelig, siger han.

2016 var James Ellingtons hidtil bedste med personlige rekorder på både 100 (10,04 sekunder) og 200 meter (20,31 sekunder). Han løb såmænd også 100 meter på 9,96 sekunder, men med for meget vind i ryggen.

Se også: OL-sprinter pløjet ned af bil: Karrieren i fare

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere