Løber hurtigere end Usain Bolts verdensrekord

I Japan har Justin Gatlin løbet 100 meter på 9,45 sekunder

Video viser Justin Gatlin løbe 9,45 sekunder i et japansk tv-show, men der var alt for meget medvind (Screenshot)
Video viser Justin Gatlin løbe 9,45 sekunder i et japansk tv-show, men der var alt for meget medvind (Screenshot)

Siden 31. maj 2008 har Usain Bolt haft verdensrekorden på 100 meter, men amerikanske Justin Gatlin har løbet endnu hurtigere, end jamaicaneren nogensinde har præsteret.

Alligevel er det stadig Usain Bolt, der har verdensrekorden på 9,58 sekunder sat i Berlin i august 2009.

Årsagen er, at der var for meget vind, da Gatlin præsterede sine lynhurtige 100 meter. Det skriver Daily Mail.

34-årige Gatlin smadrede Bolts verdensrekord og løb 9,45 sekunder i et japansk tv-show, men forholdene for amerikaneren var også ekstraordinært gode (se tv-klippet nederst i artiklen).

TV-showet havde sat vindmaskiner op, der gav Gatlin en medvind på 8,94 meter pr. sekund, hvilket er mere end fire gange det tilladte, hvis rekorden skulle tælle.

I normal vind er Gatlins bedst tid 9,74, og efter en fire år lang doping-karantæne var han pludselig oppe som favorit ved verdensmesterskaberne i 2015, hvor han kom med årets bedste tid.

I finalen måtte Gatlin dog se sig slået med en hundrededel af et sekund, da Bolt løb 9,79, mens Gatlin måtte nøjes med 9,80.

Justin Gatlin blev slået af Usain Bolt i VM-finalen (Foto: AP)
Justin Gatlin blev slået af Usain Bolt i VM-finalen (Foto: AP)
 

Ved sommerens OL ventes det at blive sidste chance for Gatlin for at besejre Bolt, da de begge er oppe i årene.

Bolt har på forhånd udset sig 200-meteren som sit store satsningsområde, så måske bliver det året, hvor Gatlin vinder OL-guld igen ligesom i 2004, inden Usain Bolt overtog verdenstoppen.

- Jeg vinder, og vi bringer guldet hjem til USA, sagde Gatlin til TMZ Sports sidste uge.

Omkring de amerikanske sprintere er det i øvrigt værd at bemærke, at Justin Gatlins træner, den tidligere topsprinter Dennis Mitchell, netop har sagt op som chef for det amerikanske stafethold.

- Der vil selvfølgelig være folk derude, der har stærke følelser omkring min fortid og ikke støtter mig i at være træner, siger Mitchell ifølge Flotrack.

Justin Gatlin har tidligere fortalt, at han var tæt på at få en karriere i NFL, men i stedet satsede på løb. Udover OL-guldet i 2004 blev han verdensmester i 2005 på 100 meter og 200 meter, men siden har Usain Bolt og amerikanerens egen doping-karantæne altså ødelagt en del.

3 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere