Mad-skandale rammer VM

En række deltagere ved verdensmesterskaberne i atletik er blevet syge på arrangørernes officielle hotel.

Botswana's Isaac Makwala bukkede under for madforgiftningen. Foto: AP
Botswana's Isaac Makwala bukkede under for madforgiftningen. Foto: AP

Adskillige atleter, der i øjeblikket deltager ved verdensmesterskaberne i atletik i London, er blevet ramt af madforgiftning.

Fælles for dem alle er, at de bor på det samme officielle VM-hotel, der er blevet stillet til rådighed af arrangørerne.

- Der er blevet anmeldt en række tilfælde af madforgiftning fra atleter, der bor på det officielle hotel ved verdensmesterskaberne, skriver arrangørerne i en erklæring.

- De, der er påvirket, får hjælp af både holdlæger og arrangørernes læger. Samtidig arbejder vi sammen med det offentlige sundhedssystem for at sikre, at situationen bliver håndteret og begrænset, tilføjes det i erklæringen.

Det er endnu uvist, præcis hvor mange atleter der er blevet ramt af madforgiftning.

Botswaneren Isaac Makwala, der er blandt favoritterne på flere af de korte løbedistancer, skriver på Facebook, at han har fået behandling for madforgiftning.

Makwala, der allerede har kvalificeret sig til finalen i 400 meter løb, måtte opgive at stille til start i sit indledende heat på 200-meter-distancen mandag.

- Ifølge lægerne har jeg tilsyneladende fået madforgiftning, som også har ramt adskillige andre atleter. Lad os håbe, at jeg kan løbe finalen, skriver Makwala på Facebook.

Botswaneren var hovedudfordreren til den sydafrikanske favorit på både 200- og 400-meter-distancen, Wayde van Niekerk.

Sara Slott løber sig i semifinale ved VM

Dansk maratonløber leverer forrygende VM-resultat

Bolt takker af efter VM-chok: 'Jeg er ked af det'