Maratonstjernen Henrik Jørgensen er død

Vinderen af London Marathon i 1988 døde lørdag middag af et hjertestop tæt på hjemmet på Bornholm. Det skete under en løbetur

Henrik Jørgensen var en international løbestjerne. Højdepunktet var, da han i 1988 vandt London Marathon. Foto: Scanpix
Henrik Jørgensen var en international løbestjerne. Højdepunktet var, da han i 1988 vandt London Marathon. Foto: Scanpix

Dansk atletik har mistet en af sine største stjerner.

Henrik Jørgensen er død. Kun 57 år gammel. Det oplyser Dansk Atletik Forbund.

Henrik Jørgensen var en aktiv løber til det sidste, og det var under en løbetur lørdag middag nær hjemmet på Bornholm, at Henrik Jørgensen blev ramt af et hjertestop.

Jørgensen løb omkring 100 kilometer om ugen og skulle helst snøre løbeskoene hver eneste dag. 

- Jeg har det bedst med at træne. Man kan sammenligne det med, at hvis andre ikke går i bad, så får de ikke renset kroppen. Når jeg løber, føler jeg, at jeg får renset kroppen, sagde Henrik Jørgensen i en stor portrætartikel på tv2.dk i 2018.

Han er blandt de bedste langdistanceløbere, som Danmark nogensinde har haft. Hvis ikke den bedste.

I løbet sit alt for korte liv nåede han at slide flere end 500 par løbesko op, og manden med pandebåndet havde en ukuelig vilje og fantastisk træningsmoral.

Det gjorde ham til en international stjerne, og karrieren toppede i 1988, da han vandt det prestigefyldte London Marathon.

Samme sted havde han to år for inden sat nordisk rekord på maratondistancen med tiden 2 timer, 9 minutter og 43 sekunder.


Den nordiske rekord stod i næsten 30 år, og ingen dansker har løbet de 42.195 meter hurtigere end Jørgensen.

Foruden sejren i London Marathon vandt han Copenhagen Marathon to gange (i 1982 og 1983), og i Berlin Marathon blev han nummer to i 1986.

Henrik Jørgensens personlige rekorder

1500 meter: 3.46 minutter

3000 meter: 7.55 minutter

5000 meter: 13.27 minutter

10000 meter: 27.57 minutter

Halvmaraton: 1.02.07 timer

Maraton: 2.09.43 timer

Han har fortsat også den nordiske juniorrekord på 10 km på 29.00 minutter, som han som 18-årig satte i 1980

Henrik Jørgensens datter Anna Holm er også en meget dygtig løber. Hun deltog ved OL i Rio i 2016, hvor hun blev nummer 55 på maratondistancen.

Hun føler sig midt i sorgen taknemmelig over, at hendes far døde på en løbetur.

- Han var min mors og min store livsstøtte i et og alt. En klippe i vores liv. Det er et chok og en stor sorg, men vi føler også taknemmelighed over, at han skulle dø, mens han gjorde, hvad han elskede: at løbe, siger hun.

Henrik Jørgensen vandt Eremitageløbet fire gange. Han har stadig rekorden for de 13,3 kilometer på 38.40 fra 1987. Foto: Ritzau Scanpix
Henrik Jørgensen vandt Eremitageløbet fire gange. Han har stadig rekorden for de 13,3 kilometer på 38.40 fra 1987. Foto: Ritzau Scanpix

Henrik Jørgensen efterlader sig sin hustru, Mette Holm.

Se også: Nikolaj Jacobsen skifter ud: Hans Lindberg er med i VM-finalen

Se også: SLUT: Guldfesten stak af i Herning

1 af 2 Henrik Jørgensen blev kendt som manden med pandebåndet. Foto: Ritzau Scanpix
2 af 2 Henrik Jørgensen var en international løbestjerne. Højdepunktet var, da han i 1988 vandt London Marathon. Foto: Scanpix

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere