OL-sprinter pløjet ned af bil: Karrieren i fare

Den britiske sprinter James Ellington blev på sin motorcykel pløjet ned af en turist på Tenerife og har pådraget sig så alvorlige skader, at karrieren er truet

For et år siden bragede en britisk turist i bil ind i en gruppe professionelle cykelryttere i Calpe i Spanien, fordi hun lige havde glemt, at man kører i højre side af vejen på kontinentet.

Samme fejltagelse ligger nu efter alt at dømme til grund for en ulykke på Tenerife, hvor den britiske OL-sprinter James Ellington tirsdag aften muligvis nåede til en brat og utidig afslutning på karrieren.

Ellington er på træningslejr på den spanske ferieø og var tirsdag ude at køre på motorcykel med sin landsholdskammerat Nigel Levine på bagsædet. I et sving bragede han direkte ind i en bil, som kørte i den forkerte siden af vejen, skriver avisen The Guardian.

31-årige Ellington dystede ved OL i Rio på 100 meter og 4x100 meter. Han blev efter ulykken bragt på hospitalet, hvor han gennemgik en operation. Han pådrog sig brud på knoglerne i underbenet, og The Guardian rapporterer videre om muligt brud på bækkenet.

Avisen konkluderer ud fra meldinger fra hospitalet, at Ellingtons chance for at gøre comeback er meget lille. Levine, som er en afgørende kraft på Storbritanniens 4x400 meter-hold, blev også indlagt, men han meldes i langt bedre stand end sin kammerat.

James Ellington (nr. to fra venstre) fejrer med holdkammeraterne guldet i 4x100 meter ved EM i 2016. Foto: AP.
James Ellington (nr. to fra venstre) fejrer med holdkammeraterne guldet i 4x100 meter ved EM i 2016. Foto: AP.

Ellington var en del af det britiske EM-hold, der vandt guld i 4x100 meter i 2014 og 2016.

Ulykken i Calpe sidste år gik ud over det tyske Team Giant-Alpecin med danske Søren Kragh Andersen. Sammen med seks holdkammerater var han på træningstur, da turisten ramte gruppen af ryttere. Kragh Andersen var den eneste, der slap uskadt, mens blandt andre tyske John Degenkolb stadig i dag døjer med mén fra ulykken.

Se også: Danmarks mest vindende OL-atlet får den største hæder

Se også: OL-sølvvinder Sara Slott hædres med idrætspris

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere