Opfandt ny doping: OL-stjernens træner under hård beskydning

OL-guldvinderen Mo Farahs træner beskyldes i rapport for at have opfundet en præstationsfremmende cocktail

Mo Farah jubler efter at have vundet 5000 meteren ved OL i London. (Foto: AP)
Mo Farah jubler efter at have vundet 5000 meteren ved OL i London. (Foto: AP)

Løbetræneren Alberto Salazar er igen havnet i antidopingens søgelys. En ny rapport beskylder ham for at have fundet en ny måde at bloddope sig på.

Rapporten kommer fra Det Amerikanske Antidopingagentur (Usada), og den er blevet lækket til avisen Sunday Times.

58-årige Salazar, der selv var maratonløber på højeste niveau, er træner for en lang række af verdens bedste langdistanceløbere.

Blandt andre briten Mo Farah, der ved de seneste to olympiske lege har vundet guld på både 5000 og 10.000 meter.

I den lækkede rapport fremgår det, at træneren skulle have udviklet en præstationsfremmende cocktail baseret på meget store mængder af L-carnitin. Et stof, som kroppen i forvejen danner naturligt og derfor er lovligt.

Kontaktede Armstrong
Angiveligt skulle Salazar også have sendt en mail til den tidligere cykelstjerne Lance Armstrong, hvor træneren skulle have fortalt om de store fordele ved at indtage mere L-carnitin.

Usada bekræfter, at rapporten er blevet lækket, og at den blandt andet indeholder oplysninger om en person tilknyttet "Nike Oregon Project." Netop Alberto Salazar er tilknyttet det projekt.

Tilbage i 2015 blev Salazar i en BBC-dokumentar ligeledes beskyldt for at opfordre sine løbere til at anvende præstationsfremmende medikamenter.

Angiveligt skulle han have sørget for, at OL-sølvvinderen Galen Rupp benyttede sig af anabole steroider.

De beskyldninger benægtede træneren, som heller ikke er dømt for de påståede lovovertrædelser.

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere